Den seksårige Sam Fabelmans første biografoplevelse, Cecil B. De Milles “The Greatest Show on Earth”, rammer ham i 1952 som et lyn og sender ham af sted mod Hollywood, både fysisk (familien flytter fra New Jersey til Arizona og siden til Californien) og mentalt (han forbliver ramt af filmbacillen gennem sine formative år).

På trods af hovedpersonens navn er historien Steven Spielbergs selvbiografi og derfor en obligatorisk oplevelse for enhver filmnørd, men selv om den naturligvis er velproduceret og teknisk uangribelig, er den alt, alt for lang (2.5 time med mange scener, der skriger efter at blive strammet op eller bare klippet ud) og handlingsmæssigt en meget tynd kop te. Der er gode, salonfæhige præstationer fra især Michelle Williams som den sangvinske mor og Paul Dano som den flegmatiske far, der langsomt vokser fra hinanden og ender med at blive skilt, men hovedpersonen er naturligvis den vordende mesterinstruktør Sam, og ud over at han er bidt af en gal filmtosse og af samme grund en populær legekammerat i sin omgangskreds, er hans opvækst og dermed filmen pænt uinteressant. Først til allersidst, da den unge Sam kommer til Hollywood og møder John Ford (spillet af David Lynch), begynder der at komme liv i kludene, men to minutter efter ender filmen brat.

Hvis du gerne vil spendere 2.5 time på historien om Spielbergs karriere, så se i stedet denne dokumentarfilm, der ligger på HBO.

Anmeldelse: Spielberg (dokumentarfilm)

4.5 ud af 5 nærkontakter af tredje grad. HBO's dokumentarfilm om Steven Spielberg er så god, at den kunne være lavet af ham selv, men instruktøren hedder Susan Lacey, og det navn vil jeg huske. Filmen varer 2½ time, men er ikke et minut for lang. Tværtimod,...