Lying and Stealing (2019)

Cilles far, du fyrede dagbladsanmelder, skriv en lærd afhandling om kup-film med Lying and Stealing (2019) som eksempel

En lærd afhandling om heist film med Lying and Stealing (2019) som eksempel

 

Heist-filmen, kup-filmen, røveri-filmen, er en genre, der har fascineret publikum i flere årtier. Dens appel ligger ofte i dens kompleksitet: moralske gråzoner, strategisk planlægning og intense action-sekvenser. Film som The Italian Job (1969), Heat (1995) og Ocean's Eleven (2001) er eksempler på ikoniske bidrag til genren. Denne afhandling fokuserer på Lying and Stealing (2019) som en moderne repræsentant for heist-genren og undersøger dens brug af centrale genretræk som moralens tvetydighed, æstetik og social kritik.

Heist-genren: Kendetegn og udvikling

Heist-genren har gennemgået en evolution fra simple bankrøverhistorier til komplekse narrativer med flerdimensionelle karakterer. Grundelementerne i genren inkluderer:

• Planlægningens kunst: En heist-film viser ofte detaljerede sekvenser, hvor et røveri planlægges med kirurgisk præcision.

• Et ensemble af specialister: Holdet bag røveriet består ofte af unikke personligheder med specifikke evner. De skal gerne introduceres på en sej måde.

• Moralske dilemmaer: Hovedpersonerne befinder sig i gråzoner mellem ret og uret.

• En overordnet modstander: En korrupt institution eller en grådig figur, der fungerer som antagonist.

Lying and Stealing (2019), instrueret af Matt Aselton, trækker på disse træk, men tilføjer en moderne sensibilitet gennem sin skildring af kunsttyveri og eksistentielle spørgsmål om identitet og frihed.

Analyse af Lying and Stealing

Karakterernes moralske tvetydighed

Filmens hovedperson, Ivan (Theo James), er en kunsttyv fanget i en verden, han ønsker at undslippe. Hans motivation for tyveriet er ikke grådighed, men et forsøg på at betale sin afdøde fars gæld til en magtfuld kriminel organisation. Dette gør ham til en kompleks karakter, hvis handlinger udfordrer publikums moralske opfattelse. På samme måde repræsenterer Elyse (Emily Ratajkowski), en aspirerende skuespiller og svindler, et spejl af Ivans egne dilemmaer, hvilket skaber en dynamisk kemi mellem de to.

Æstetik og visuel stil

En vigtig dimension af Lying and Stealing er dens visuelle æstetik. Filmen gør brug af minimalisme og kontrasterende farver for at fremhæve kunstverdenens overfladiske skønhed og dens moralske forfald. Kameraarbejdet skaber en atmosfære af paranoia og isolation, hvilket afspejler hovedpersonens indre konflikter. Denne visuelle stil sætter filmen i dialog med klassiske heist-film som The Thomas Crown Affair (1968), men med en mere moderne sensibilitet.

Social kritik og genreinnovation

Lying and Stealing tilbyder også en subtil kritik af kunstverdenen som et sted, hvor grådighed og uærlighed trives. Filmen fremstiller kunsttyveri som en metafor for, hvordan kunstmarkedet selv er drevet af udnyttelse og uægte interesser. Dette tema placerer filmen i en bredere kulturel diskussion om værdi og autenticitet i en globaliseret verden.

Med film som Lying and Stealing ser vi en udvikling i heist-genren, hvor fokus flytter sig fra spektakulære røverier til psykologiske og sociale temaer. Denne tendens afspejler et skift i publikums interesser, hvor der lægges større vægt på karakterudvikling og tematiske dybder frem for ren action.

Konklusion

Lying and Stealing er en sofistikeret tilføjelse til heist-genren, der kombinerer klassiske genretræk med moderne æstetik og social bevidsthed. Gennem sin fokus på moralske dilemmaer og kritik af kunstverdenen tilføjer filmen et nyt lag til genren og viser, hvordan heist-film kan forblive relevante i en moderne kontekst. På denne måde fungerer filmen som et eksempel på, hvordan genren kan udvikle sig uden at miste sin kerneappel.

Tak for at bruge ordet antagonist. Meget lærd.

Hvor mange stjerner på en skal fra 1 til 10 vil du give Lying and Stealing?

På en skala fra 1 til 10 ville jeg give Lying and Stealing en solid 6.

Filmen udmærker sig ved sin stilfulde æstetik og interessante tematiske dybde, især dens skildring af kunstverdenens gråzoner. Skuespillerpræstationerne, især fra Theo James, og den visuelle stil er højdepunkter. Dog kan filmen føles lidt for forudsigelig og mangler den intense spænding og kreativitet, som kendetegner de mest ikoniske heist-film. Hvis du værdsætter æstetik og moralsk tvetydighed frem for actionfyldt drama, kan den dog være en meget tilfredsstillende oplevelse.

Til de, der ikke selv kan oversætte: "Solid 6'er" lyder som en god film. Men det er bare et anden måde at sige "forglemmelig middelmådighed" på. "Solid 3'er" er så "ubehjælpsom lortefilm".

Jeg skal nok lære Cilles far at tale mere lige ud af posen.