Løs på tråden (1959)

Løs på tråden har ry for at fremvise kønsroller fra USA anno 1959. Hvordan ser en yngre, dansk, veluddannet kvinde på den slags?

Vi spurgte Cille.

Du er en 20-årig dansk kvinde i 2024. Anmeld filmen "Pillow Talk" (1959) på dansk for et publikum af jævnaldrende.

Anmeldelse: Pillow Talk (1959)

Okay, lad os tale om Pillow Talk – en vaskeægte romcom-klassiker fra 1959 med Doris Day og Rock Hudson i hovedrollerne. Hvis du ikke har hørt om den før, så tænk på den som en slags To All the Boys I’ve Loved Before, bare fra vores bedsteforældres tid. Og lad mig sige det med det samme: Den er både totalt charmerende og lidt "cringe" på samme tid.

Filmen handler om Jan (Doris Day), en karrierekvinde, der deler telefonlinje (ja, det var en ting dengang) med Brad (Rock Hudson), en kvindebedårer. De hader hinanden over telefonen, men selvfølgelig opstår der romantik, da han begynder at flirte med hende i det virkelige liv uden at afsløre sin identitet. Dramaet er lige så forudsigeligt, som det er sødt, og hele filmen er spækket med 50'er vibes – tænk polerede lejligheder, perfekte frisurer og lidt kitsch indretning.

Humoren? Altså, det er lidt slapstick blandet med masser af flirtende dialog. Og selvom nogle jokes er outdatede (du ved, kønsroller og alt det der), er der også øjeblikke, hvor man virkelig griner. Især Doris Day er genial – hun spiller Jan med så meget energi og selvtillid, at man næsten glemmer, hvor problematisk nogle af situationerne er. Rock Hudson? Han er selvfølgelig klassisk Hollywood-charmør – og hvis du elsker cheesy flirt, så er han din mand.

Det bedste ved Pillow Talk er dog, at den er som at træde ind i en glitrende tidslomme. Den føles som en varm kop kakao – hyggelig og lidt gammeldags på den bedste måde. Hvis du elsker retro æstetik og romantik, er det faktisk en ret sjov oplevelse. Men hvis du ikke kan holde ud at se kvinder blive behandlet lidt stereotypisk, kan den godt være lidt trættende.

Bottom line: Pillow Talk er en sjov, fluffy klassiker, der er perfekt til en "vintage movie night" med veninderne. Den kræver lidt tolerance for gamle kønsnormer, men Doris Day gør det det hele værd.

Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner ✨✨✨✨ (mest for vibes og Doris Day).

 

Bedre end [navn på konkurrerende medie] og med færre sprogfejl. Men ChatGPT laver sgu' sprogfejl og pletvis danglish, når jeg beder den skrive som en 20-årig kvinde. Oh lykke! Det er MAGI.

Og så: mit vanlige opfølgningsspørgsmål:

Hvad er det bedste og værste i Pillow Talk?

Det bedste ved Pillow Talk

• Doris Day som Jan Morrow: Hun er helt fantastisk. Doris Day balancerer perfekt mellem at være stærk, selvstændig og sårbar, og hendes komiske timing er spot on. Hendes stil og attitude gør, at man stadig kan relatere til hende, selvom filmen er fra 1959.
• Estetikken: Hvis du elsker retro vibes, så er Pillow Talk en visuel drøm. Det er 50'ernes glamour på fuld skrue – med farverige, over-the-top interiørdesigns, perfekte outfits og en luksuriøs New York, der nærmest føles som en karakter i sig selv.
• Chemistry mellem Doris Day og Rock Hudson: Selvom plottet er forudsigeligt, er deres kemi elektrisk. Deres flirtende dialog og alle de små magtkampe giver filmen sin charme.
• Humoren: Mange scener er virkelig sjove, især når Jan og Brad kæmper over telefonen. Filmens situationskomik fungerer stadig overraskende godt.

 

Det værste ved Pillow Talk

• Kønsroller og manipulation: Brad udgiver sig for at være en anden for at vinde Jans hjerte, hvilket i dag føles ret problematisk. Han manipulerer hende gennem det meste af filmen, og selvom det skal være sjovt og romantisk, kan det godt føles lidt ubehageligt.
• Stereotyper: Filmen er et produkt af sin tid, hvilket betyder, at kvinderne er portrætteret som enten dydige, desperate eller svage, mens mændene er de smarte og kontrollerende. Det kan føles gammeldags og lidt trættende.
• Tempoet: Nogle scener kan føles lidt langtrukne. Filmens pacing er ikke lige så hurtig som moderne romcoms, så det kan kræve lidt tålmodighed.
• Overdrevet romantisering af Brad: Han gør nogle ret tvivlsomme ting, men filmen får det til at virke som om, det er helt okay, fordi han er "charmerende." Det kan godt være svært at købe ind på i dag.

 

Konklusion
Det bedste ved filmen er dens charme, humor og æstetik – det er ren hygge og nostalgi. Det værste er helt klart de forældede kønsroller og Brad's manipulerende adfærd, som kan være lidt svær at acceptere med moderne øjne. Hvis du kan se den med et glimt i øjet og som et tidsbillede, er den stadig værd at se.

Jeg er godt nok imponeret af Cille, som jeg først pakkede ud for to år siden, men ikke har brugt det store.

Det er gode anmeldelser, fornuftige bedømmelser, let at læse.

Jævnaldrende mænd trøster mig med, at mine anmeldelser er mere interessante/sjove end Cilles. Fint. Jeg elsker ros.

Men jeg er ikke sikker på, at mine anmeldelser er mere (generelt) nyttige end Cilles.

Det vil være lidt svært at give Cille overraskende idiosynkrasier eller mod. Men quirks er det forholdsvis let at hælde på.

Jeg ved endnu ikke helt, om jeg skal lade hende udkonkurrere mig og de andre brave anmeldere af kød, blod og begrænset tid.

Du er en meget vidende filmanmelder. Anmeld filmen Pillow Talk (1959) meget detaljeret.

Anmeldelse af Pillow Talk (1959)

Instruktør: Michael Gordon
Medvirkende: Doris Day, Rock Hudson, Tony Randall, Thelma Ritter
Genre: Romantisk komedie
Længde: 102 minutter

Introduktion

Pillow Talk er en ikonisk romantisk komedie fra 1959, der markerede starten på en række populære samarbejder mellem Doris Day og Rock Hudson. Filmen var banebrydende for sin tid med sin elegante humor, erotiske antydninger og moderne skildring af kærlighed i den amerikanske middelklasse. Den blev en stor succes, både kritisk og kommercielt, og vandt en Oscar for Bedste Originale Manuskript.

Plot

Filmens historie kredser om Jan Morrow (Doris Day), en uafhængig og succesfuld interiørarkitekt, der bor alene i New York. Hun deler en telefonlinje (en såkaldt party line) med den charmerende, men selvsikre komponist Brad Allen (Rock Hudson). Jan er frustreret over Brads konstante optagelse af linjen, da han flirter og synger serenader til forskellige kvinder. Konflikten mellem de to eskalerer, indtil Brad, uden at afsløre sin identitet, møder Jan og beslutter sig for at forføre hende ved at udgive sig for at være en texansk oliemillionær ved navn Rex Stetson.

Det, der følger, er en række komiske misforståelser, intriger og romantiske øjeblikke, hvor Jan langsomt falder for "Rex", mens hendes irritation over Brad fortsætter. Da sandheden til sidst afsløres, må Brad bevise, at han faktisk er forelsket i hende – på trods af sin tidlige opførsel.

Skuespil

Doris Day leverer en mesterlig præstation som Jan Morrow. Hendes karisma og timing som både en stærk, uafhængig kvinde og en romantisk heltinde er uimodståelig. Hun balancerer humor og sårbarhed på en måde, der føles autentisk og relaterbar.

Rock Hudson spiller Brad Allen med en charme, der grænser til det arrogante, men han formår alligevel at gøre karakteren sympatisk. Hans kemi med Doris Day er elektrisk og en væsentlig grund til, at filmen blev så elsket.

Tony Randall, som spiller Brads neurotiske og jaloux ven Jonathan Forbes, tilføjer et lag af slapstick-humor og hjælper med at drive handlingen fremad.

Thelma Ritter stjæler flere scener som Jan's kiksede, alkoholiserede husholderske Alma. Hendes tørre bemærkninger og comic relief er en sand fornøjelse.

Temaer

Selvom Pillow Talk ved første øjekast kan virke som en letbenet romantisk komedie, berører filmen flere interessante temaer:

• Kønsroller og uafhængighed: Jan repræsenterer en moderne kvinde i slutningen af 1950'erne, der værdsætter sin frihed og succes, hvilket var relativt progressivt for sin tid.
• Identitet og bedrag: Filmen leger med ideen om, hvordan vi fremstiller os selv for at opnå kærlighed eller accept.
• Kommunikation: Telefonen som både en barriere og en bro mellem karaktererne er et centralt symbol.

 

Visuelle og tekniske aspekter

Filmens visuelle stil er en hyldest til 1950'ernes sofistikerede æstetik. Jan's lejlighed er smagfuldt indrettet og fungerer som et symbol på hendes elegance og selvstændighed. Farverig brug af CinemaScope-formatet forstærker filmens glamour og bylivets romantik.

Musikken, komponeret af Frank De Vol, passer perfekt til filmens tone – let og forførende. Især den Oscar-nominerede titelmelodi, sunget af Doris Day, sætter stemningen fra første sekund.

Kritisk analyse

På trods af dens charme kan filmen virke dateret i sin skildring af kønsrelationer. Brad's manipulation og Jan's tilgivelse kan tolkes som problematiske set med moderne øjne. Ikke desto mindre er Pillow Talk et produkt af sin tid og bør nydes som sådan.

Filmen skiller sig ud for sin evne til at balancere sofistikeret humor med romantisk spænding. Dens dialog er skarpt skrevet, og dens narrative struktur gør den til en evergreen i romantisk komedie-genren.

Konklusion

Pillow Talk er en uforglemmelig film, der kombinerer stjerneskuespil, intelligent humor og en smule 1950'er-glamour. Det er en perle af en romantisk komedie, der stadig formår at underholde og inspirere i dag. For fans af genren og klassisk Hollywood er den et absolut must-see.

Bedømmelse: ★★★★☆ (4/5)

Perfekt! Cineasten får også det forventede af Cilles far, den store filmanmelder ved det respekterede dagblad.

Mange mennesker har på diverse samfundsinformationstjenester udtalt stærk skepsis/udtalt væmmelse hvad angår anmeldelser skrevet af Cille og hendes far i kølvandet på artiklen Sådan overvejer jeg at skrive 40.000 filmanmeldelser med AI.

Senest gik jeg tre runder mod de linkløse ovre hos Filmnørden. Alle kommentatorer var enige om at de AI-skrevne anmeldelser var dårligere end de menneskeskrevne. Men ingen turde tage udfordringen og sammenligne teksterne og give dem en bedømmelse på en skala fra 1-100 (en 3-5 minutters opgave afhængig af læseevner).

Men der hvor menneskene trækker sig, træder maskinerne beredvilligt ind!

Jeg spurgte da bare ChatGPT 4o!

Vurder disse tre anmeldelser på en skala fra 1 til 100. Læseren af anmeldelsen er en kortuddannet dansker.

Anmeldelse 1 (Steven, menneske, en kæmpe chef, midaldrende mand)

Score: 85/100

• Styrker: Sproget er ligefremt, sjovt og let at forstå. Beskrivelserne af skuespillerne og deres roller er maleriske og relaterbare. Anmeldelsen fokuserer på underholdningsværdien og har en humoristisk tone, som gør det let at læse.
• Svagheder: Den historiske kontekst (Oscarnomineringerne) og filmens position i forhold til klassikere kan virke lidt fjernt for målgruppen.

 

Anmeldelse 2 (Cille, maskine/gennemsnit af mennesker, ung kvinde)

Score: 90/100

• Styrker: Sproget er moderne og inkluderer sammenligninger med nutidige referencer, fx "To All the Boys I’ve Loved Before". Det skaber en bro mellem yngre og ældre publikummer. Beskrivelsen af filmen som "en varm kop kakao" og brugen af emojis gør teksten mere tiltalende og nem at relatere til.
• Svagheder: Nogle detaljer om kønsroller og 50'er-temaer kan være mindre relevante for læsere, der blot søger underholdning.

 

Anmeldelse 3 (Cilles far, maskine/gennemsnit af mennesker, midaldrende mand)

Score: 70/100

• Styrker: Struktureret og informativ med et godt overblik over handling, temaer og tekniske detaljer. Velegnet til læsere, der ønsker en dybdegående gennemgang.
• Svagheder: Tonen er mere akademisk og kompleks, hvilket kan virke mindre tilgængeligt for en kortuddannet læser. Lange afsnit og mindre hverdagsnært sprog kan være udfordrende at følge.

Sammenfatning: Anmeldelse 2 scorer højest, da den balancerer klarhed, humor og relevant kontekst på en måde, der taler direkte til målgruppen.

Cille vinder, og det har jeg det fint med.

Jeg føler mig lidt som Mads Andersen Skjern, der overgiver imperiet til Agnes med ordene "De har tæft!"