Nyeste kommentarer
-
Jeg er faktisk...
-
Vi skal helt tilbage til
-
Fejl giver engagement
-
Liberal Alliances Ungdom
-
Hvordan støttet?
-
Mon ikke, det er kunderne, der konsulterer detektiven ...
Stevens notitser
Seneste Illustration
Populæreste kommentarer
Nyeste anmeldelser
Forslag?
Seneste kommentarer
-
Cille! Hvad synes du?
Serien balancerer perfekt mellem satire og spænding, som hvis Paradise Hotel og Big Little Lies fik et barn på et spa-resort.
Patrick Schwarzenegger er med – og ja, han er lige så smuk, som man forestiller sig en genetisk jackpot.
Mange af figurerne forsøger at finde sig selv – men ender mest med at finde cocktails og dårlige beslutninger.
Trivia: Skaberen Mike White har bekræftet, at sæson 3 skulle være “en satirisk og spirituel rejse,” men den føles mest som en dyr terapi-session med fantastisk udsigt.
Castet inkluderer flere kendte ansigter og endnu flere skjulte dagsordener, så hold øje – både med plottet og med Patrick.
Undskyld, at jeg afbryder. Hvad er forskellen på The White Lotus og Paradise hotel?
Ligheder mellem The White Lotus og Paradise Hotel:
- Luksuriøse feriesteder: Begge serier foregår på eksklusive resorts, der danner rammen om handlingen.
- Fokus på relationer: De udforsker komplekse interaktioner og relationer mellem karaktererne under deres ophold.
- Intriger og drama: Begge serier er præget af intriger, alliancer og konflikter, der opstår blandt deltagerne.
Forskelle mellem The White Lotus og Paradise Hotel:
- Genre og tone: The White Lotus er en satirisk dramaserie, der kommenterer sociale dynamikker og privilegier, mens Paradise Hotel er et realityprogram med fokus på romantik og konkurrence.
- Karakterfokus: The White Lotus følger fiktive karakterer med dybdegående baggrundshistorier, mens Paradise Hotel præsenterer virkelige personer i en konkurrencesituation.
- Fortællestruktur: The White Lotus har en sammenhængende narrativ struktur med en klar begyndelse, midte og slutning, hvorimod Paradise Hotel er episodisk med elimineringsrunder og nye deltagere, der løbende introduceres.
Hm. Man kunne kalde det sidste afsnit af The White Lotus for elimineringsrunden. Det er efterhånden nogen med pistoler og 5-6 dødsfald som de trænede tv-seere nyder både som drama og som skriveteknik/leveringsmekanisme (spøjlers!).
Nuvel. Det bedste og det værste?
Det bedste ved The White Lotus sæson 3:
- Thailand som location – Den tropiske setting er både smuk og symbolsk, og skaber en perfekt kulisse for drama og eksistentielle kriser.
- Skarp satire og sociale kommentarer – Serien udstiller overklassen med både humor og bid, så man griner, krummer tæer og føler sig lidt bedre end dem.
- Nye, stærke karakterer – Særligt flere af de kvindelige roller har fået dybde og kompleksitet, og Patrick Schwarzenegger (suk) skinner i sin rolle.
Det værste ved sæsonen:
For mange karakterer: Nogle karakterer, især de lokale ansatte, mangler dybde og får ikke tilstrækkelig opmærksomhed.
Langsom fortællestil: Seriens tempo er langsommere end tidligere sæsoner, hvilket kan gøre den mindre engagerende for nogle seere. Mine forældre kan godt lide at se på perfekt fotograferede bølgeskvulp og vand på åkandeblade. Jeg vil hellere have action.
Et stort twist, der er brugt efterhånden mange gange før. Min far sagde "Næh, I Manon og kilden, der rammer det hårdt og udforskes. Her virker det lidt påklistret og forhastet."
Du valgte, igen tids-atypisk at se samtlige otte afsnit med dine forældre. Hvordan var det?
Det var ret akavet at se The White Lotus sæson 3 med mine forældre på grund af de mange eksplicitte sexscener og nøgenhed! Min mor spurgte temmelig naivt, "Er det sådan unge mennesker opfører sig på ferie nuomdage?" og jeg løj og sagde "Nej, det er vildt overdrevet" selvom jeg kunne nævne mindst tre veninder, der har været i lignende situationer.
Min far var - selvfølgelig - optaget af at diskutere velstandskløften mellem personalet og gæsterne. Ikke uventet fra den kant. Vi har taget på øko-ferier så længe, jeg kan huske.
Jeg forsøgte ihærdigt at undgå at kommentere på Patrick Schwarzeneggers scener, for jeg vidste, at min vurdering af hans "skuespiltalent" ville afsløre lidt for meget om mine egentlige tanker!
-
Cilles far! Hvorfor slutter sidste afsnit altid med en salme?
I HBO-serien The White Lotus anvendes kristne salmer som "Jesus bleibet meine Freude" og "A Great and Mighty Wonder" i de afsluttende episoder, hvor karakterer møder døden. Denne musikalske beslutning tjener flere formål, både tematisk og psykologisk, og forstærker seriens udforskning af eksistentielle temaer.
Symbolik og tematik
Brugen af disse salmer kan tolkes som en kommentar til karakterernes søgen efter mening og forløsning. "Jesus bleibet meine Freude", komponeret af Johann Sebastian Bach, er en del af kantaten Herz und Mund und Tat und Leben (BWV 147) og udtrykker en dyb hengivenhed til Jesus som en kilde til glæde og trøst . Ved at inkludere denne salme i scener med død, understreges kontrasten mellem menneskelig forgængelighed og ønsket om evig fred.Ligeledes er "A Great and Mighty Wonder" en traditionel julesalme, der fejrer Kristi fødsel og det mirakel, det repræsenterer. Dens anvendelse i dødsøjeblikke kan tolkes som en ironisk kommentar til livets cyklus og de uventede måder, hvorpå begyndelser og afslutninger flettes sammen.
Psykologisk perspektiv
Fra et psykologisk synspunkt kan disse salmer fremkalde en følelse af trøst og refleksion hos seeren. Musik har en stærk indvirkning på vores følelser, og kendte religiøse melodier kan vække følelser af nostalgi, fred eller endda uro, afhængigt af konteksten. I The White Lotus bruges disse salmer til at skabe en stemning, der både er højtidelig og dybt personlig, hvilket forstærker karakterernes indre konflikter og deres konfrontation med døden.Kulturel og æstetisk effekt
Desuden tilfører brugen af klassiske kristne salmer en kulturel og æstetisk dybde til serien. Det skaber en forbindelse mellem moderne fortællinger og historiske musiktraditioner, hvilket kan give en følelse af tidløshed og universelle temaer. Denne musikalske strategi kan også tjene til at fremhæve seriens kritik af privilegium og moral ved at kontrastere karakterernes ofte overfladiske livsstil med den dybde og alvor, som disse salmer repræsenterer.Samlet set fungerer anvendelsen af kristne salmer i The White Lotus som et kraftfuldt narrativt værktøj, der forstærker seriens temaer om liv, død, moral og menneskets søgen efter mening.
Dertil byder sæson 3 også på hende den lækre mor fra Ghostbusters med babserne i fri dressur!
Cilles mor brød her ind:
Vi må heller ikke glemme, at meget maskuline Jason Isaacs i afsnit 4 lige lod medisteren smutte ud af badekåben. Vi har et lille tv, men den var ikke til at overse, Mads.
Deruodver har du dog ret:
Seriens luksuøse feriesteder er templer for moderne materialisme, hedonisme og selvoptagethed - alt sammen værdier, der står i skarp kontrast til de kristne idealers ydmyghed, selvopofrelse og åndelig refleksion.
Psykologisk funktion af kristen musik ved døden
Fra et psykologisk perspektiv tjener denne musikalske beslutning flere formål:- Transcendens i det verdslige: Midt i seriens sekulære verden fungerer de kristne hymner som en påmindelse om eksistensen af noget større end karakterernes jordiske bekymringer. Døden bliver dermed vist som et transcendent øjeblik, hvor alle sociale konstruktioner og materielle besiddelser mister betydning.
- Ironisk kommentar: Kristne temaer om ydmyghed og næstekærlighed står i skarp kontrast til karakterernes selvcentrerede livsførelse. Musikken understreger derfor det ironiske i, at selv de mest privilegerede og selvoptagede mennesker til sidst møder samme skæbne som alle andre.
- Katarsis og forløsning: Religiøs musik har traditionelt været forbundet med følelsesmæssig renselse og åndelig forløsning. I "The White Lotus" tilbyder disse øjeblikke med sakral musik seeren en form for katarsis efter sæsonens spændingsopbygning.
Kulturel arv og dødelighed
De valgte kristne hymner trækker på århundreders kulturel arv og kollektiv forståelse af døden. Ved at inkorporere denne musik i en moderne fortælling, skaber serien en bro mellem fortid og nutid, og minder os om, at uanset hvor meget samfundet har ændret sig, forbliver døden en universel konstant.
Cilles far igen, bedrevidende:
Men husk, at sæson 2 faktisk slutter med "Un bel dì, vedremo" fra Puccinis opera Madama Butterfly. Sangen er ikke religiøs. Men varsler dog livets afslutning!
En sang, der kan få de fleste til at finde lommetørklædet frem.
"Un bel dì, vedremo" betyder "En skønne dag vil vi se". I operaen synges arien af Cio-Cio San (kendt som Butterfly), der udtrykker sin urokkelige tro på, at hendes elskede, Pinkerton, vil vende tilbage til hende. Hun forestiller sig den dag, hvor hans skib dukker op ved horisonten, og de bliver genforenet. Denne drøm er dog tragisk, da Pinkerton ikke deler hendes loyalitet, hvilket fører til hendes undergang.
I The White Lotus sæson 2 udforskes temaer som illusioner, selvbedrag og de komplekse dynamikker i menneskelige relationer. Brugen af "Un bel dì, vedremo" understreger karakterernes egne vildfarelser og forhåbninger, især i forhold til kærlighed og loyalitet. Ligesom Butterfly klamrer sig til en urealistisk drøm om genforening, ser vi figurer i serien, der holder fast i illusioner, der ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden.
- Transcendens i det verdslige: Midt i seriens sekulære verden fungerer de kristne hymner som en påmindelse om eksistensen af noget større end karakterernes jordiske bekymringer. Døden bliver dermed vist som et transcendent øjeblik, hvor alle sociale konstruktioner og materielle besiddelser mister betydning.
-
Jeg blev umiddelbart slået af hvor god søgningen var, at filtre og sortering virkede, og at det afsatte sig oppe i URL'en så man også kan linke præcist til sine søgninger. Det er noget ALT for mange medier forsømmer - inklusive DR.
Med det sagt. Ja! Der mangler emneord.
Mit gæt/håb er at de fuldtekstindekserer hele baduljen (AI, 50.000 kroner? ) og får maskinen til at lave emneord (AI, 25.000 kroner?), der så både kan bladres rundt i og vægtes, når der søges.
DR-Arkivet har allerede åbnet ballet ved at have en Oversigt-knap på søgesiden hvor man kan se thumbnails fra programmet (hvis det er tv). Men her er en af de overraskende fejl.
Hvis vi gerne vil se indslaget om orienteringsløb fra 5. maj 2007, kan vi på søgesiden - ud fra oversigten - gætte os til at, at indslaget begynder efter ca. 10 minutter, Den mulighed har man ikke på selv udsendelsen, fordi de der hellere vil pushe relateret indhold. ... Der så ikke er en tøddel relateret. Jeg ser tre programmer fra Flemmings helte-serien, der intet har med hverken orienteringsløb eller sport at gøre.
Puuuuh.
Ansæt en bibliotekar!
Projektet fortjener helt klart også en prioriteret forside og en egentlig redaktør. Det ville, som med DR Gensyn, kunne mangedoble brugen.
I forhold til Bonanza fik DR Gensyn dobbelte så meget og dobbelt så godt på hylderne - og overgik så Bonanza 21 gange.
En redaktør kunne så også hjælpe alle publicistiske medier med at linke korrekt til deres kilder. Indlejring kommer nok ikke til at ske på hverken kommercielle eller ikke-kommercielle sider. Men links, der består til evig tid, er også finere. Især hvis de anstrenger sig lidt mere med forhåndsvisningen af dem.
Jeg har, som du, været til "Hjælp DR en eftermiddag"-arrangementer. Jeg har også kastet ubetalte arbejdstimer efter DMI.
Min konklusion er: de kan kun høre, hvad man siger, hvis de betaler for det. Ellers er det bare brugermumlen. Selvom pointerne er så skarpe, som de kan være.
-
Med fare for at tage troldemadding (opviglende sprog) og stjæle Niels' torden:
Niels er ikke verdens eneste uimponerede Adolescence-seeer (se fx. de utilfredse MDB-anmeldere) og giver 50 der hvor Rotten-publikummet giver 74.
Dertil tror jeg ikke, at Niels søger konsensuskonfrontation. Her på stedet bedømmer vi film "som vi føler lige nu" uden skelen til det ene eller andet.
Derudover kan du ikke forlade dig på Rotten-konsensus. Usandsynligt mange film og tv-serier er der BEDSTE! FILM! NOGENSINDE! iflg. Rotten (skal ses på desktop).
Men du kan selvfølgelig forlade dig på din egen oplevelse!
Jeg glæder mig selv til at se Adolescence og være uenig med Niels.
Modsat Niels slubrer jeg nemlig Ken Loach og Mike Leigh i mig med fornøjelse. Niels og jeg har før diskuteret røvsyg socialrealisme med udgangspunkt i The Lost Daughter. Den diskussion vil du sikkert sætte pris på.
-
"Derudover prøver han halvhjertet at kompensere for klichéparaden ved at skabe et kompliceret og traumatisk forhold mellem de to tvillinger og (senere) en anstrengt far-barn-relation mellem Hal og hans søn Petey."
Fy for hulens! Det lyder som tilføjelser til klichéparaden. Jeg afskyr i særlig grad dovne traumer (sidste antruffet i True Detective S04) og problemerne med far (sidst paraderet dovent i The Wizard of Lies).
Min lyst til at se gyseren/leveringsmekanismen om den mekaniske avekat er nu faldet fra 0,1% til 0,001%.
-
-
-
-
-
Et lille, grumt kammerspil. Nydeligt fotograferet af Ari Wegner. Helt enig i bedømmelsen. Som en del af Gloria-segmentet (uden dog at være sikker på, at jeg nogensinde fysisk har været i Gloria) nød jeg den selvfølgelig en lille bid mere.
Det var meget rart ikke at være 100% sikker på hvilken retning filmen tog efter blot fem minutter.
Ikke verdens mest sandsynlige handling, men grumme bagateller skal heller ikke vinde på 100% realisme.
-
Sider
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kolofon
Alt indhold er © de respektive skribenter, illustratorer og fotografer. Kontakt dem ved at klikke på deres navn. Navnet står i toppen af artiklerne. Billeder kommer fra skribenterne, producenter, AI-illustratorer ⟲, emoji- og ikon-pakker og krediteres på artiklerne.
Internetforbrugeren.dk er bygget til videbegærlige dig og for sjov ⟲ af Drupal-folkene fra Vertikal.dk ⟲. Abonnér med RSS (flere muligheder ⟲).
Privatlivspolitikken siger meget tydeligt, at du til en afveksling ikke udsættes for annoncer og tredjepartsovervågning her. Nyd det.
Ingen sponsorerede artikler / no sponsored posts fortæller folk, at Internetforbrugeren ikke gør sig i sponsorerede artikler. Annoncer (ingen), sponsorater (ingen), samarbejder på Internetforbrugeren (ingen) fortæller om mediets økonomi.
Vi forsøger at vinde på integritet ⟲.