Cilles far! Vi ved begge, at ingen gider følge de kærligt kuraterede links i anmeldelsen. Kan du ikke skriv et opkog på dansk?

Du er en meget vidende dansk filmanmelder. Fortæl mig detaljeret om homoseksualitet i Hitchcocks film med udgangspunkt i Strangers on a Train (1951).

Jo, gerne:

1. Historisk kontekst: Kodet homoseksualitet i 1950’erne

I 1951 var Hays Code stadig gældende. Det betød, at homoseksualitet ikke kunne nævnes eller vises direkte, men filmskabere brugte subtile signaler – queer coding – i dialog, kropssprog, scenografi og casting. Hitchcock var mester i dette, fordi han kunne antyde noget, uden at sige det højt.

Hans film har flere gange haft queer subtekster, f.eks. i Rebecca (1940) med Mrs. Danvers’ besættelse af den afdøde Rebecca, eller Rope (1948) hvor to unge mænd (baseret på Leopold og Loeb) lever sammen i et latent homoseksuelt forhold.

2. Bruno som queer karakter i Strangers on a Train

Bruno Anthony, spillet af Robert Walker, er det tydeligste homoseksuelle element i filmen. Lad os se hvordan:

• Udseende og manerer: Bruno er velklædt, effemineret i sine bevægelser, taler med en nærmest flirtende charme. Han virker bevidst om sin fremtoning, kontrasterende med den mere maskuline Guy Haines.

• Besat af Guy: Fra første møde i toget er Bruno usædvanligt intens og intim. Han sidder tæt, rører ved Guy, og udtrykker en slags umiddelbar fascination, der går ud over almindelig venskabelighed.

  • Han siger fx: “I like you, Guy. I like you very much.” på en næsten forførende måde.

• Fraværet af en heteroseksuel interesse: Bruno har ingen romantisk relation til en kvinde – tværtimod dræber han Guy’s kone for at “befri” ham. Det kan tolkes som en jalousi eller en længsel efter at eliminere kvindelige forhindringer.

• Hjemmet som spejl af hans psyke: Bruno bor i et overdekoreret hjem med en dominerende mor, som han er meget tæt knyttet til. Dette spiller ind i datidens stereotype fremstilling af homoseksuelle som moderfikserede og “ikke rigtige mænd.”

3. Guy som det heteroseksuelle spejl

Guy Haines (Farley Granger) repræsenterer den normative heteroseksuelle mand. Hans liv er “ordnet” – han skal giftes med senatorens datter, han har en politisk og socialt acceptabel fremtid.

Bruno er det modsatte: outsider, dekadent, grænseoverskridende. Filmen leger med kontrasten mellem Guy’s straightness og Bruno’s queerness – og Hitchcocks kamera gør det tydeligt, at Bruno er både farlig og forførende.

4. Homoseksualitet som metafor for moralsk afvigelse

Under Hays Code blev homoseksualitet ofte koblet til kriminalitet eller amoralsk adfærd. Bruno er et klassisk eksempel:

• Hans “seksuelle anderledeshed” bliver underforstået som del af hans farlige psyke.

• Han er charmerende men også manipulerende og voldelig.

• Der er en latent “forbudt tiltrækning” mellem ham og Guy – som aldrig bliver fysisk, men som driver filmens plot.

5. Hitchcock og psykologisk spænding

Hitchcock bruger homoseksuelle undertoner ikke kun for at chokere, men for at skabe psykologisk ambivalens. Publikum føler både en fascination og en afsky for Bruno.

Et godt eksempel er scenen på tennisbanen, hvor Bruno sidder blandt tilskuerne og stirrer intenst på Guy, mens alle andre bevæger hovedet frem og tilbage efter spillet. Det er et klart blik af besættelse, næsten erotisk ladet.

6. Sammenhæng med Rope

To år før Strangers on a Train lavede Hitchcock Rope (1948), hvor de to mordere Brandon og Phillip var åbenlyst baseret på et homoseksuelt par (Leopold og Loeb). I Rope er deres forhold endnu tydeligere, men stadig undertrykt af censuren.

Bruno kan ses som en videreudvikling af den “queer morder”, men her med en endnu stærkere forførelse af den heteroseksuelle helt.

7. Er det homofobisk?

I 1950’erne var dette dobbelt. På den ene side repræsenterede Hitchcock homoseksuelle som afvigere – hvilket stemte overens med tidens stereotype om homoseksualitet som moralsk farligt. På den anden side gav han queer karakterer en dybere psykologisk kompleksitet og charme, der gjorde dem langt mere interessante end de heteroseksuelle figurer.

Bruno er jo filmens mest mindeværdige karakter – han er både skræmmende og dragende, hvilket giver ham en slags tragisk elegance.

Jamen, så er den ged barberet.

Jeg kan ikke frigøre mig fra den (2022-)tanke, at mennesker ikke burde udføre det arbejde, du netop har udført ovenfor. Du gør det jo næsten/cirka lige så godt og koster meget mindre.

Din imponerende viden og evne til at skrive gode, oplysende filmanmeldelser og filmkritik  giver også ydrlige næring til min tågede forestilling om at de fladpandende og obskure filmanmeldelser er vejen frem for menneskene.