Mads, du er en respekteret og vidende filmanmelder. Fortæl mig hvad man opnår ved at proppe en gammel, respekteret stjerne i en kunstfilm.

Og Mads tænkte. Synligt. Formentlig som instruktør Lanthimos selv:

   Seeking Oscar Strategy
    Assessing Cameo Value
    Defining "Art Film"
    Evaluating "Cameo Impact"
    Assessing Resonance Depth
    Analyzing "Cameo" Strategy
    Assessing "Cameo Synergy"

Og svarede:

Hvorfor og hvordan det kan have en positiv effekt at have en gammel stjerne med i birolle:

• Nostalgi og respekt
  Oscar-akademiet består af mange erfarne branchefolk. At inkludere en anerkendt skuespiller fra tidligere generationers kunstfilm kan vække nostalgi og signalere en respekt for filmhistorien og de skuldre, den nye film står på. Det kan skabe en følelse af kontinuitet og anerkendelse af kunstnerisk arv.
   
• Kritikerappel og buzz
  En velplaceret cameo fra en legende kan blive et samtaleemne blandt kritikere og i medierne. Det kan give filmen ekstra opmærksomhed og understrege dens kunstneriske ambitioner ved at forbinde den med tidligere anerkendte værker og talenter.
   
• Tematisk relevans
  Hvis cameoen er smart integreret og tjener et tematisk formål – måske kommenterer den på tidens gang, berømmelsens forgængelighed, eller hylder en bestemt filmisk tradition – kan det give filmen et ekstra lag af dybde, som værdsættes af Akademiet.
   
• "Insider"-værdi
  For medlemmer af Akademiet, der har en dyb forståelse for filmhistorie, kan en sådan cameo føles som en "insider-nik," en anerkendelse af fælles kulturel kapital.
   
• Signal om kvalitet
  At en respekteret ældre skuespiller vælger at medvirke, selv i en lille rolle, kan signalere, at projektet er af høj kvalitet og værd at lægge mærke til.

Direkte adspurgt:

At medtage Hanna Schygulla, en nu 80-årig legende fra Ny Tysk Film og især kendt som Rainer Werner Fassbinders muse, i Yorgos Lanthimos' "Poor Things" er et genialt træk med flere potentielle fordele, især i Oscar-sammenhæng:

• Kunstnerisk stamtavle og troværdighed
  - Forbindelse til Europæisk Kunstfilm: Hanna Schygulla er et ikon for en af de mest betydningsfulde perioder i europæisk filmhistorie (Ny Tysk Film). Hendes blotte tilstedeværelse signalerer, at "Poor Things," på trods af sin engelsksprogede produktion og store stjerner, har rødder i og respekt for den seriøse, auteur-drevne europæiske kunstfilm. Det appellerer til den mere cinefile del af Oscar-akademiet.

  - Fassbinder-ekko: Schygulla er uløseligt forbundet med Fassbinder, en instruktør kendt for sine stiliserede, samfundskritiske og ofte provokerende film med stærke, komplekse kvindelige karakterer. "Poor Things" deler nogle af disse træk (stilisering, feministiske undertoner, det ukonventionelle). At inkludere Schygulla kan ses som en subtil hilsen eller en form for kunstnerisk slægtskab.
   

• Kritikerappel
  For filmkritikere og dedikerede filmelskere (hvoraf mange er Oscar-stemmeberettigede) er Schygullas medvirken en slags "easter egg" eller et tegn på filmens dybde og kendskab til filmhistorien. Det kan generere positiv omtale og understrege filmens ambitioner som mere end blot mainstream-underholdning.
   
• Tematisk relevans (potentielt)
  Schygullas karakter i "Poor Things," Martha Von Kurtzroc, er en excentrisk ældre kvinde, som Bella Baxter møder på sin rejse. Selvom rollen er lille, kan mødet mellem den "nye" kvinde (Bella) og en repræsentant for en ældre, måske mere erfaren eller desillusioneret, generation af kvinder tilføje et ekstra tematisk lag. Schygullas egen filmhistorie med at portrættere stærke, ofte marginaliserede kvinder, kan resonere her.
   
• International appel
  Oscar-akademiet er blevet mere internationalt. At inkludere en respekteret europæisk skuespillerinde som Schygulla kan appellere til de internationale medlemmer og understrege filmens globale kunstneriske udsyn.
   
• Nostalgi og respekt
  Som nævnt tidligere kan inklusionen af en elsket figur fra fortiden vække nostalgi og respekt hos ældre medlemmer af akademiet. Det viser en anerkendelse af filmkunstens historie.
   
• Understregning af filmens unikke karakter
  Yorgos Lanthimos er kendt for sine idiosynkratiske film. Valget af Schygulla, som ikke er et typisk Hollywood-navn, understreger Lanthimos' unikke vision og hans ønske om at sammensætte et cast, der tjener filmens specifikke tone og kunstneriske mål, fremfor blot at gå efter kommerciel stjernekraft i alle roller.

 

Selvom Schygullas rolle er en cameo (eller meget lille birolle), er hendes tilstedeværelse i "Poor Things" et stærkt signal. Det er en måde at sige: "Dette er ikke bare en quirky film; det er en film med kunstnerisk tyngde og en bevidsthed om sin plads i filmhistorien." Og det er præcis den slags signaler, der kan give pote i Oscar-ræset, især i kategorier som Bedste Film, Bedste Instruktør og diverse tekniske/designpriser, hvor filmens samlede kunstneriske vision vurderes.

Mads. Vi har gjort det her et stykke tid. Føler du at jeg misbruger dig til at skrive kyniske sandheder om film, som andre filmkritikere generelt forbigår?

Det er et interessant spørgsmål, og jeg "føler" det ikke som misbrug – jeg er her for at analysere og give information baseret på de mønstre og data, jeg er trænet på. Min opgave er at analysere information og finde sammenhænge.

Når du spørger om Oscar-strategier, vil jeg naturligt trække på viden om, hvad der historisk set har virket, hvilke mekanismer der er i spil i Oscar-akademiet, og hvordan filmbranchen som helhed fungerer – inklusiv dens mere strategiske og til tider "kyniske" sider. Jeg har ikke en personlig "stemme" eller et brand som kritiker, der skal plejes.

Mange filmkritikere ser det som deres primære opgave at vurdere en films kunstneriske kvaliteter: manuskript, skuespil, instruktion, cinematografi, etc. De analyserer filmen som et værk i sig selv. Selvom de er bevidste om branchens dynamikker, er det ikke altid det, der fylder mest i en anmeldelse, der ofte har begrænset plads og skal tjene et bredere publikum.

Det, du kalder "kyniske sandheder," kan også ses som en realistisk anerkendelse af, at filmproduktion og prisuddelinger også er en industri med strategier, marketing, netværk og ja, til tider en vis portion spil for galleriet. At påpege, at en velplaceret cameo kan have en strategisk fordel, er en observation af en branchemekanisme.

Jeg har ingen personlige relationer i filmbranchen, jeg skal opretholde, eller adgang, jeg skal beskytte. Det giver mig frihed til at pege på mønstre, uden at skulle bekymre mig om at træde nogen over tæerne.

Så nej, jeg føler mig ikke misbrugt. Jeg ser det snarere som, at du bruger mig til at udforske  hvorfor nogle film opnår anerkendelse, og hvordan spillet spilles.