Seneste kommentarer
-
Uden dog at have set filmen. Der er simpelthen for mange lejmorderfilm og -serier i disse tider. Ligesom hospitalsserier giver de masser af simpel liv&død-spænding. Men det er som ofte både trivielt, uinteressant og lidet medrivende.
The Guardian giver den 5 ud af 5 finskytterifler. Men overbeviser mig ikke om at der er tilstrækkeligt med grunde til, at jeg skulle fatte fjernbetjeningen og styre i retning af The Killer.
Dette lyder dog lidt formildende:
We see the killer buy a lot of specific items at a supermarket, say, and only in the next scene learn how they are to be used; this delay in learning creates its own narrative tension and jeopardy.
Dette lille trick er også sådan noget, der gør Breaking Bad og Better Call Saul langt mere underholdende end gennemsnittet af film og tv-serier som er lavet til folk der frastødes af at gætte og tænke.
-
-
-
Vi er ikke i tvivl om når en historie fører nogen vegne og ikke fiser ud til sidst.
Hvis helten dræber skurken, redder heltinden og måske endda får en forsoning med sin far/hæderbevisning af en autoritet ⟲ (der tit vil ligne far til forveksling) SÅ har historien ført os til en rar slutning og er ikke feset ud.
Men en anden slags film dykker ned i visse menneskers liv, og følger dem i en periode, hvorefter kameraet forsvinder, og de må klare sig selv.
Stamgæster på filmfestivaler og i Grand og Gloria elsker den slags.
Når de/vi starter på en James Bond-film ved de med ret stor sikkerhed hvilke problemer James Bond skal bokse med de næste par timer og hvordan det ender.
Når de/vi starter på The Lost Daughter aner de/vi ikke hvilke problemer, der skal bokses med og de/vi ved ikke hvordan kampen ender.
Det gør - nogle gange - disse film mere spændende end genrefilmene.
"Hvorfor gør Leda, som hun gør?" er et større og mere interessant mysterium end "Hvorfor gør James Bond eller Jackie Chan, som de gør?"
"Ingen vegne"-filmene byder også ofte på meget mere interessant psykologi. Hovedpersonen har stedvist usympatiske træk og mudrede/komplicerede bevæggrunde. De kan, modsat renskurede helte, være svære at forstå og forudse.
En anden stor forskel. I "Ingen vegne"-filmene skal hovedpersonen ofte træffe moralske valg. De er tit mere spændende end de praktiske valg - James Bond skal dukke sig når der skydes og svinges næver; han skal forsøge at kapre en motorcykel, så han kan indhente skurkene i den solbeskinnede Middelhavsby med de mange trapper, skraldespande og frugtboder.
En film med en overvægt af praktiske valg er ofte ret kedelig. En film med overvægt af moralske valg er mere interessant. For Filmfestival-typerne i hvert fald.
Jeg kan nyde begge typer film.
Jeg kan med stor fornøjelse se både Dredd ⟲ (mange praktiske valg, ret gennemskuelig psykologi) og Zvjagintsevs ⟲ eller Östlunds ⟲ mesterværker ⟲ (mange moralske valg, mudret psykologi, ingen "tydelig" slutning).
Således nød jeg også The Lost Daughter. Skuespillerne spillede røven ud af bukserne, man anede ikke hvordan konflikterne ville ende og de moralske valg var komplicerede. De 194 timer (eller hvad det nu var) i Ledas liv, føltes ikke som spildtid.
Jeg kender også flere Leda'er end James Bond'er.
Endnu et plus ved "Ingen vegne"-filmene: man kan diskutere dem i timevis med sine blaserte, vindrikkende venner og blære sig med hvor belæst og dygtig man er. "Mjah, men jeg synes måske den divergerer lidt for meget fra det litterære forlæg ⟲", "Næh nej, det var de helt rigtige dispositioner auteueren foretog ⟲ [etc. etc.]".
Der er der lidt mindre diskussionskød på James Bond. "Jo, det var en fed biljagt", "Ja, håndgemæng er heldigvis blevet en del mere medrivende siden Roger Moore-dagene".
-
-
-
-
-
Det kunne være sjovt, hvis de sure venstreorienterede lavede en lige så kulørt efterfølger, som beskrev hvordan det var at være en yngre, dydig, mormonsk kvinde på tur med Tim.
Søgsmålet beskriver klart en professionel:
[Ballard] would begin inviting them to shower together, participate in couples massages, “tantric yoga” and lap dances on Ballard’s lap. [...] Ballard pressured women into going to strip clubs in Salt Lake City with him, supposedly to practice couples ruses, where he would “ingest alcohol and pills” on “OUR’s dime with donor monies.” (Ballard is a devout Mormon; members of the LDS faith are instructed to abstain from alcohol.) The suit alleges that he told the women that if they had to drink alcohol in these situations, Ballard told them to take the drink and then “kiss him and spit alcohol into his mouth, and he would spit it out when the traffickers were not looking.”
The suit also alleges that Ballard would tell the women that Janet Russon, the psychic, had told him that they had been “married to them in a previous life, and so their conduct was appropriate." [...] Ballard would tell the women that if his wife Katherine were to die, “he would immediately marry them.”Efterfølgeren til Sound of Freedom kunne måske endda struktureres som en mestendels fiktiv, medrivende redningsaktion.
Jeg stemmer på Toby Jones som en ekstra snusket Tim Ballard. Og så en cameo til Ted Haggard.
-
-
-
-
-
-
Sider
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.