I 1960'erne var der en markant skillelinje mellem fans af folkemusik og fans af elektrisk musik, især i USA. Dette blev tydeligt ved Newport Folk Festival i 1965, hvor Bob Dylan skiftede fra akustisk til elektrisk musik, hvilket skabte kontrovers blandt folkemusikfans. Mange purister mente, at elektrificeret musik ikke kunne betragtes som folkemusik.

Det er et gennemgående tema i filmen, der skildrer den unge Bob Dylans tidlige år fra mødet med Pete Seeger og Woody Guthrie i 1961 til den famøse Newport-koncert i 1965, hvor han stødte en del fans ved at spille elektrisk på scenen.

Filmen tager nu ikke den fjollede strid mellem fangrupperne særlig alvorligt, men skildrer med høj hyggefaktor Dylans Greenwich Village-år med skiftende kærester og stigende succes med sange som 'Blowing in the Wind', 'The Times They are A-Changing', og 'Like a Rolling Stone'.

Det, der giver den et spark opad i min vurdering, er først og fremmest skuespilpræstationerne. Timothée Chalamet er fantastisk som den unge Dylan, ikke fordi han (som nogle påstår) ligner ham på en prik. Det gør han ikke. Han ligner Timmy Chalamet med kunstig næse, vattamponer i kinderne, kruset hår og solbriller. Og hans øjne er stadig grønne, ikke blå som Dylans. Det havde ellers blot krævet et par farvede kontaktlinser.

Nej, prikken over i'et for hans vedkommende er, at han lyder som Dylan, både hvad stemme, guitar og mundharpe angår. Det er ganske imponerende. Al musik i filmen er optaget live.

Heller ikke Monica Barbaro ligner Joan Baez på en prik, men er betydelig mere sexet, hvilket ikke trækker ned i min karakterbog, og Edward Norton, der lærte at spille banjo til rollen, er også utrolig god som Pete Seeger. Alle tre er i skrivende stund oscarnominerede, og det samme er selve filmen og instruktøren James Mangold samt lyd, screenplay og kostumer. Filmen er som biopic næsten lige så god som 'Rocketman' og betydelig bedre end både Mangolds egen 'Walk the Line' og Bryan Singers småkiksede 'Bohemian Rhapsody', så jeg håber da, den bliver behørigt påskønnet.

En fin og stemningsfuld feelgood-film, især for os, der voksede op med Dylan og købte og hørte hans plader. 

Anmeldelse: Rocketman

5 ud af 5 baner coke. Taron Egerton (kendt fra "Kingsman") leverer uventet en forrygende og absolut oscarværdig præstation som Elton John i et festfyrværkeri af en biopic-musical om vores alle sammens glimmerbøsse. Det er meget svært at sætte fingeren på...

Anmeldelse: Bohemian Rhapsody

3 ud af 5 ekstra fortænder. Freddie Mercury var et unikum på en scene, og "Bohemian Rhapsody" er en flot parade af Queens mange hits. Rami Malek gør det godt som spankulerende påfugl på afstand, men tæt på fungerer hverken han eller det overfladiske...