The Death of the Horse (stream) (8,6 IMDB). Albaniens diktator Enver Hoxha var, som det er typisk for succesfulde diktatorer, paranoid, morderisk og svær at forudse. Under hans styre blev over 600 oppositionspolitikere henrettet. I denne post-kommunistiske film ser vi på et enkelt drama. Henrettelsen af en hest og hvordan et anti-humanistisk samfund behandler manden, der går i forbøn for hesten. Albanien var i mange år en elendig, blodig fangelejr med dødsstraf for udrejse.
Something Different (stream) (7.0 IMDB). Det er hårdt at være kvinde. Det er hårdt at være bag jerntæppet i et kvælende samfund i tressernes Tjekkoslovakiet.
Manden Putin ikke kunne dræbe (stream/optag) (7,5 IMDB). Den uhyggelige historie om et af den dybt kriminelle og korrupte kleptokrats og krigsforbryders mordforsøg på antikorruptionshelten. Fru Navalny (15 fantastiske minutters læsning i Vanity Fair) er også med (for Alexei er i fængsel).
I går fik Navalny (Navalnyj på dansk) så yderligere 9 år i straffekoloni. Nominelt for økonomisk kriminalitet og foragt for retten. Reelt for at fortælle om de korrupte, kriminelle og morderiske dele af det russiske statsapparat. Alle detaljer kan findes med engelske undertekster på FBKs Youtube-kanal, der i skrivende stund har vist videoer 1,35 milliarder gange. Start med de populæreste videoer.
Klitschko (stream/optag) (7,7 IMDB). De fænomenalt store og dygtige boksere får hele to timer. Lidt irriterende tysk eftersynkronisering og nok mest for boksefans.
Men Klitschko-brødrene er virkelig misundelsesværdigt modige og sympatiske.
Med smukke, sympatiske familier, millioner af dollars og en egen godgørende organisation, vælger de alligevel at blive i Ukraine og kæmpe.
Nazisternes penge (stream/optag) (7,2 IMDB). Nazisterne havde ikke mange penge, da de startede deres invasionskrige. Men de havde våben og stjal efterånden som de dræbte millioner. Morale: krig er vejen til moralsk og økonomisk bankerot. Men man behøver ikke at have særlig mange penge for at få succes med det.
Det stockholmske blodbad - kampen om tronen (stream/optag) (7,6 IMDB). Engang blev vores del af verden regeret af forskellige, voldelige rockerbander. De kunne ikke skabe megen velstand, men de kunne tvinge folk ud i endeløse krige med utallige ofre. Her er der en beretning fra en særlig ond aften i klubhuset.
Truslen mod Ukraine (stream/optag) (6,5 IMDB). En russisk pensionist, krigsforbryder og massemorder sidder og samler på et gammelt USSR-puslespil og Ukraine er en af brikkerne. Selv ville de bare koncentrere sig om den udbredte velstand og lighed, de kan se fungere strålende nogle kilometer mod vest.
Braveheart har også et udmærket et "There's a difference between us. You think the people of this country exist to provide you with position. I think your position exists to provide those people with freedom. And I go to make sure that they have it."
Fannys rejse (stream/optag) (7,0 IMDB). For 75 år siden var der nogle europæere, der gerne ville proppe børn i gaskamre - og så heldigvis også nogen, der ville redde dem. Denne 90 minutters film handler om nogle jødiske børn, der smugles ud af det besatte Frankrig. Dansk skiløbere vil genkende området omkring Isère og apologeter vil genkende politisk tunge beslutninger.
Vi er ved at genopføre 2. verdenskrig. Folk flygter. Der er fascisme, mindreværdskomplekser, narcissisme, invasioner af fredelige stater, en masse død og sorg. I stedet for konstruktivt samarbejde og samhandel.
Sherlock sæson 1+2+3+4 (stream/optag) (9,1 IMDB). Åh, jeg husker endnu sommeren 2010. En aften, efter bettebørnene var blevet puttet, satte jeg det nyoptagne første afsnit af den ny BBC Sherlock-serie på. Med gode forfattere, gode skuespillere og et godt forlæg, burde det faktisk være tidsinvesteringen værd.
Og - du fredsens! Efter 20 minutter var jeg/vi kongeligt underholdt. Serien var ekstremt fornøjelig; oppe på tæerne med tungen i kinden. Meget kvikkere end gennemsnittet.
Siden er det blevet til ialt 13 afsnit BBC Sherlock af varierende kvalitet. Kun "A Scandal in Belgravia" kommer op på "A Study in Pink".