Tilføj kommentar

Det langt mest effektive tilsyn må være hvis modtageren af ydelsen, her den døve, motiveres til at løbende at vurdere om tolkningen er pengene værd. Det vil i almindelighed sige at det at betale for en mere eller mindre fiktiv ydelse skal gøre ondt på den døves tegnebog. Så er der grundlag for et marked med udbud og efterspørgsel.

Måske skal den døve kunne søge en supplerende ydelse på grund af vanskelighederne ved at fungere på lige fod på arbejdsmarkedet. Måske den døve kunne få lov til at vurdere om der er større fordel ved at beholde denne ydelse selv, sammenlignet med at ansætte en tegnsprogstolk. Måske der skulle laves en ordning i stil med at det offentlige dobler (eller noget) hvad den døve selv betaler, for at fremme at der stadig er en motivation for at søge et kvalificeret arbejde.

Hvad der erfaringsmæssigt fungerer ad H til er at der afregnes efter at have markeret på et skema, uden vurdering af ydelsernes nytte. Her gør det ingen forskel om det er i offentligt eller privat regi. Kunsten må så være at have vurdering uden at dette i sig selv bliver dyrt. Selv om omkringfuttende kontrollanter måske kan være en nødløsning i mangel af bedre, har et reelt marked mulighed for at være effektivt selvregulerende.