Den blinde skuespilforfatter Phillip Hannon (Van Johnson) sidder på en pub i London, da han overhører en mistænkelig samtale mellem to personer i båsen ved siden af. Tilsyneladende planlægger de en forbrydelse, og Hannon går til politiet, som dog hælder til, at hans frodige forfatterfantasi har spillet ham et puds. Hannon giver dog ikke op, men sætter sig for selv at opklare mysteriet ... og ender med at få besøg af en morder.

Hovedhandlingen minder om Hitchcocks 'Skjulte øjne' med en blind mand i stedet for en mand i kørestol, og eftersom 'Skjulte øjne' blev en kæmpesucces blot to år forinden, er ligheden næppe tilfældig. Til gengæld står 'Fanget af mørket' fra 1967, hvor Audrey Hepburn spiller blind damsel in distress, tydeligvis i gæld til Henry Hathaways Hitchcock-pastiche her.

Teknisk er der intet galt med filmen, der oser af London-stemning, men jeg synes dog, at Van Johnsons hovedperson mangler stjerneglans, at musikken virker lovlig sukkersød de forkerte steder, og at det romantiske sideplot med en ubuden ekskæreste er ganske overflødigt. Vera Miles, som Hitchcock forstod at bruge på den rigtige måde i 'Psycho' fire år efter, er mest med som pynt her. Til gengæld er Cecil Parker som altid rigtig god som Hannons butler/assistent.

Handlingen er interessant i starten, men spændingen flader ud undervejs, og slutningen, der kunne have været sindsoprivende med det rette oplæg, virker tam og uinteressant.

Selv var jeg for ung til at se filmen, da den gik i biograferne, men jeg husker, jeg læste historien som føljeton i et eller andet ugeblad og syntes, den var rigtig god, især den scene, hvor en af forbryderne lokker Hannon op i ...

Nej, jeg vil ikke røbe for meget. Se den selv.