Flammer over Mohawk (1939)

New England, 1776. Dette er historien om nygifte Henry Fonda og Claudette Colbert og de prøvelser, de kom ud for i forsøget på at skabe sig et liv i Mohawk River Valley under Uafhængighedskrigen.

Staten New York, der det meste af tiden var på britiske hænder, var det eneste område under revolutionen, hvor englænderne gjorde brug af deres indianske allierede, og det har Ford udnyttet til at gøre en historie fra østkysten til en western.

Det var specielt irokeserne, som havde støttet briterne mod franskmændene i Syvårskrigen 20 år tidligere, som nu igen gik på krigsstien. Indianerne fik til gengæld en garanti for, at hvide nybyggere ikke slog sig ned vest for Appalacherne. Men det var ikke nemt at håndhæve. Pionerbønderne, som Fonda og Colbert skildrer dem, blæste på Paris-traktaten, og selv om Ford senere prøvede at rette op på sine negative indianerskildringer, blev de indfødtes side af sagen aldrig fremhævet i den tids hollywoodfilm.

Filmen er med andre ord en ensidig hyldest til de tapre pionerer. Fjenden legemliggøres af den enøjede Caldwell (John Carradine), som leder irokeserne. Fremhæves bør bestemt også den oscarnominerede Edna May Oliver som pioner-enken, der tager sig af Fonda og Colbert, efter at deres eget hus er brændt ned til grunden af indianerne. Hun stjæler hver eneste scene, hun er med i.

Dette er John Fords første Technicolor-film, og han klarede opgaven med bravur. Jeg hæfter mig som sædvanlig ved hans enestående evne til at caste og skildre selv perifere bipersoner, så man virkelig husker dem.