Opgør i Berlin (1966)

Denne koldkrigsthriller fra 1966 er den anden (og efter min mening bedste) af de tre tresser-filmatiseringer af Len Deightons romaner om arbejderklassens svar på James Bond, den bebrillede cockney Harry Palmer.

Den første er 'Lynaktion Ipcress' (1965, instrueret af Sidney J. Furie), og den tredje er 'Milliard dollar hjernen' (1967, instrueret af Ken Russell, før han totalt tabte småkagerne). Filmtrioen huskes generelt som den bedste ikke-Bond-spionserie fra 60'erne, og Michael Caine har høj karisma som den antiautoritære og dameglade Palmer, en småsvindler, der er blevet tvangsrekrutteret til Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste til gengæld for en annullering af en lang fængselsstraf.

Genrefans vil givetvis nyde denne omgang skæg og blå briller. Ud over et plot, der involverer en afhoppende russisk general (Oscar Homolka), som skal smugles ud af Østberlin i en ligkiste, får vi en udspekuleret flugt over Berlinmuren, lumske dobbeltagenter, knastørre vittigheder, kølig kynisme og en Bond-Babe i skikkelse af en smuk israelsk spion (Eva Renzi), som ufortøvet kaster sig i armene på Harry.

På den anden side er tempoet langsomt, og det snørklede manuskript kan være frustrerende for personer, der ikke er hjemme i genren.

Caine gør for hornbriller, hvad Sean Connery gjorde for Savile Row-habitter, og det er værd at bemærke, at 'Opgør i Berlin' blev instrueret af Guy Hamilton, som i dag er bedst kendt som Bond-instruktør på 'Goldfinger' og 'Diamanter varer evigt'. Filmen er i øvrigt produceret af Harry Salzman, der også er kendt fra Bond-filmene. Nævnes bør også fotografen Otto Heller, der forstår at skabe den rette koldkrigsstemning i både London og Berlin.

Anmeldelse: Lynaktion Ipcress

2½ ud af 5 bebrillede agenter. For: swinging London, en ung Michael Caine, der kan lave mad, tale de overordnede imod, nedlægge damer og give skurkagtige agenter en på hattepulden. Musik af John Barry. Imod: dårlig historie, langsom. Kluntet instruktion, Det...