'Pretty Woman' møder 'En, to, tre og et lillebitte hop' i 'Anora', der fortæller historien om en 23-årig sexarbejder fra Brooklyn (Mikey Madison), som møder og impulsivt gifter sig med Ivan, en 21-årig forkælet søn af en russisk oligark, hvilket skaber kaos, da Ivans magtfulde forældre hører om det og forsøger at få ægteskabet annulleret. 

Instruktøren prøver vaklende og uforløst at finde en troværdig balance mellem humor og alvor. Kritikerne har generelt rost filmen for dens blanding af komedie og socialrealistiske undertoner. Den vandt Guldpalmerne i Cannes i 2024 og er i skrivende stund nomineret til 6 Oscars (for bedste film, bedste kvindelige hovedrolle (Madison), bedste mandlige birolle (Yura Borisov), bedste instruktør (Sean Baker), bedste originale manuskript og bedste klipning. 

Jeg kan til nød forstå, hvorfor Yura Borisov er nomineret for bedste birolle, men resten er efter min mening aldeles ufortjent. Mikey Madisons figur har ikke mange nuancer. Vi får intet at vide om Anoras baggrund. Hun er god til at strippe, surmule og udspy eder og forbandelser, men hvor hun kommer fra og hvordan hun er endt som prostitueret, interesserer filmen sig ikke for. Først til allersidst får vi et lille indblik i, hvad der skjuler sig bag hendes facade.

Dertil kommer, at filmen er alt, alt for lang. De første tre kvarter, som skildrer sexarbejdemiljøet og mødet mellem Anora og Ivan, kunne snildt klippes ned til 10 minutter, og de fleste personer er klicheer, der ikke på nogen måde udvikles. Det er naturligvis sjovt at se russiske gangstertyper skildret som totale amatører, der falder over deres egne ben, men den midterste farcedel trækkes ligesom indledningen i ulideligt langdrag. Kun den sidste scene hiver filmen op af dyndet, og jeg ender på et forsigtigt tretal.