Der er film, der fungerer, og film, der insisterer. 'The Bride!' hører til den sidste kategori. Den er ikke lavet efter reglerne – den er lavet for at bryde dem.

Handlingen er i sig selv enkel nok: Frankenstein-monsteret, Frank (Christian Bale), længes efter selskab og får det gale geni Euphronious (Annette Bening) til at skabe en kvinde til ham. Resultatet er Ida (Jessie Buckley), en genoplivet, splittet skabning besat af Mary Shelleys ånd og sit eget raseri. De to flygter gennem et 1930’er-Chicago som en monstrøs version af Bonnie og Clyde.

Det, der gør filmen stærk, er ikke plottet, men dynamikken. Filmen er et frontalangreb på dramaturgiens konventioner – genremæssigt, tematisk og æstetisk. Gangsterfilm, horror, musical, melodrama og feministisk manifest bliver kastet kaotisk sammen. Normalt ville det falde fra hinanden. Her hænger det sammen, drevet af rå synergi fra auteur, cast, scenograf, fotograf, komponist og klipper.

Maggie Gyllenhaal skriver og instruerer, som om hun ikke forventer at få lov igen. Resultatet er en film, der konstant tager chancer – ofte for store, men næsten altid interessante. Det er sjældent at se en så kompromisløs hollywoodfilm af den størrelse. Samtidig trækker hun åbent på sit eget netværk. Hendes mand Peter Sarsgaard og hendes bror Jake Gyllenhaal er begge en del af universet, og det føles mindre som nepotisme end som en instruktør, der arbejder med folk, som hun ved kan levere varen.

Kernen er Jessie Buckley. Hendes brud er ikke en figur, man “forstår” i klassisk forstand. Hun er fragmenteret, manisk, voldelig og sårbar på én gang. Det kunne være blevet en karikatur, men hun giver rollen en form for indre nødvendighed, så selv de mest ekstreme scener føles forankrede. Der er åbenbart ingen grænser for rækkevidden af den kvindes talent. 

Christian Bale spiller imod hende med en overraskende tilbageholdt, næsten genert melankoli, som gør dynamikken mellem dem mere interessant end forventet. Der er faktisk en kærlighedshistorie midt i kaosset, og den virker. Samtidig er birollerne præcist besat. Zlatko Burić som gangsterboss er et af de bedste castingvalg, jeg længe har set.

Filmens styrke ligger også i dens perspektiv. Hvor de fleste Frankenstein-filmatiseringer kredser om skaberen eller monsteret, flyttes fokus denne gang til kvinden – og hvad det vil sige at blive defineret af andre. Den er ikke subtil. Den vil ikke være subtil. Den råber sit budskab ud med vold, humor og grotesk overdrivelse. Og det er netop derfor, det virker.

Fejlene er åbenlyse. Strukturen er ujævn. Anden halvdel mister fremdrift. Bipersoner – især politisporet med Peter Sarsgaard og Penélope Cruz – føles underudnyttede. Flere idéer kastes ind uden at blive fulgt til dørs.

Men svaghederne bliver sekundære på grund af filmens eksplosive energi. Selv når den er rodet, er den interessant. Selv når den fejler, fejler den med manér. Det afgørende er, at den aldrig føles ligegyldig. Den vil noget. Den tør noget. Og den gennemfører det med en sjælden form for raseri og overskud.

Derfor ender den dér: ikke som en perfekt film, men som en, der ophøjer skævt håndværk til fuldendt kunst.