Makerspace Scatterbrain, et stereoanlæg til 100 kroner

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 18. april 2017 - 18:24 [0]

Et par gamle højttalere, en gammel oplader, en ny forstærker og så er man kørende. Til 100 kroner.

Et sæt gamle højttalere: 0 kroner«

Gamle, ramponerede. Men ganske velegnede som kernen i et 100-kroners anlæg
Beovox 1001

Hvis du ikke selv har dem på loftet eller i pulterkammeret, er der sikkert et familiemedlem eller en ven, der har.

Er højttalerne små, får du et transportabelt anlæg med lille lyd.

Er højttalerne store, får du et stationært anlæg med stor lyd.

Her er det et par gamle Beovox 1001 , der får nyt liv for 100 kroner.

Men alle gamle højttalere kan gives nyt liv for 100 kroner.

Og det er med god lyd og 100% betjening via mobil.

Strømforsyning/oplader: 0 kroner«

Det er opladeren til venstre og forstærkeren til højre.

Du har sikkert en oplader fra en gammel router eller bærbar. 12-24V, 1-3A - forstærkeren er så godt som altædende.

Ellers må du ud og spørge familie og venner. Eller - i yderste nød - Ali .

Forstærker: 70 kroner«

Den perfekte forstærker

  • Spiller rent og højt
  • Koster ingenting
  • Fylder ingenting
  • Spiller musik via Bluetooth og jackstik

I 50-80 kroners klassen finder vi TDA7492-forstærkerne og de fylder virkelig ikke noget og bliver højst lunkne.

Man kan spare lidt ved at droppe enten Bluetooth- eller Aux-forbindelsen. Men jeg synes, at det er rart at have begge muligheder.

Selve forstærkeren findes også i to slagstyrker. TDA7492 har som regel 2*50W og en køleplade. TDA7492P har som regel 2*25W og ingen køleplade.

Her må man vælge slagstyrke efter de tilsigtede højttalere.

Den forstærker, man ser på billedet, er en TDA7492P på 2*25W og kan snildt overfodre de små Beovox'er med en 12V/2A-strømforsyning.

Køb din TDA7492 til 50-80 kroner på Ali eller Ebay . Men hold dig under 80 kroner for varen for at undgå importgebyr på 160 kroner (fragten kan tilsyneladende fint være på 420 kroner) .

En mobil: 0 kroner«

Din mobil har Bluetooth ligesom forstærkeren. De taler trådløst sammen, som du kan se i videoen herunder.

En del forstærkere har, som sagt også en aux-indgang. Men det er nok få, der vil få brug for den.

Hvordan lyder de så?«

Aldeles fremragende.

Med et par gamle Beovoxer, kan man i hvert fald ikke høre om det er en 70-kroners eller en 7.000-kroners forstærker, der spiller.

Jeg ville ikke være ked af at sætte en TDA7492 til en hvilken som helst højttaler til under 2.000 kroner i DBA .

Indendørs brug: smid forstærken i hjørnet«

Øj, hvor er forstærkeren lille og hvor er den kold når den spiller!
Forstærkeren kan sagtens gemmes bag et par gamle Dali Ikon-højttalere.

Skal højttalerne kun bruges indendørs, kan man snildt bare lægge forstærkeren og strømforsyningen i hjørnet af et tv-møbel. Det fylder ikke noget og er også tilpas langt fra de gamle, uskærmede højttalere til at Bluetooth'eriet støjer ind på dem.

Men man kan måske også bare sætte forstærkeren fast bag på en af højttalerne med en lille pynteskrue.

Bluetooth-kapable forstærkere til 70 kroner er en lille revolution.

Man kan faktisk begynde at genoplive gode, gamle højttalere og få klasselyd flere steder i huset.

Jep, Beovox 1001 er gamle højttalere og ikke gode, gamle højttalere.

De illustrerer dog princippet fint. Man kan arve eller købe et par gode højttalere og få dem i sving for ingen penge.

 

Udendørs brug: smid forstærkeren i en kasse«

Men er man virkelig opsat på det, kan man også bruge anlægget udendørs.

En kasse: 25 kroner«

En kasse til 25 kroner er ikke strengt nødvending.

Skal man transportere anlægget, kan det måske godt betale sig at købe en kasse til forstærkeren.

De koster omkring 25 kroner via Ebay .

Men man kan selvfølgelig også lave dem selv.

Forstærkerne har fem knapper

  • Volumen op
  • Volumen ned
  • Spil
  • Næste
  • Forrige

De virker alle strålende med Bluetooth.

Men det meste af tiden vil man nok betjene det hele fra mobilen.

Jeg har kun proppet forstærkeren i kasse for at beskytte den. Jeg regner aldrig med at bruge dens knapper.

En gammel kuffert: 0 kroner«

Gammel kuffert
Perfekt pasform
Ingen aner at Rock-Nalle 1001 nærmer sig.

Vil man have et transportabelt anlæg, kan man som regel finde en gammel kuffert på et pulterkammer i nærheden.

Reolhøjttalerne, forstærkeren og strømforsyningen proppes i kufferten og man er klar til at spille musik i umiddelbar nærhed af forlængerledninger.

Makerspace Scatterbrain er første anlæg nævnt i Festivalanlæg 2017: de billigste og bedste

Med tiden skulle det både få skelet, regulator, batteri og solceller.

Men det bliver der fortalt mere om i Festivalanlæg 2017: de billigste og bedste

Så: et anlæg til 100 kroner«

Har man højttalerne, mobilen og strømforsyningen tager det altså ikke lang tid at lave et 100-kronersanlæg.

Mange tak til John Alex Hvidlykke for ideen og Makerspace Vordingborg for hyggebyggen.

Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.