Tag ud og lyt til højttalere

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 3. marts 2016 - 21:41 [0]

Mine første højttalere var gangbare. Mine nuværende kontorhøjttalere er fremragende. En højttalersmagning inspirerede mig til bedre højttalere og det har jeg ikke fortrudt.

Bedre end vin-, rom- og whisky-smagning tilsammen.

Den korte version:

  • onsdag den 9. marts kl 19 eller
  • torsdag den 10. marts kl. 19

kan du høre tre gode højttalere spille i to timer.

Det foregår i din lokale Hifiklub.

Den skal du næppe transportere dig længere end 30 minutter for at nå frem til uanset hvor du bor i landet.

Du får typisk sodavand, øl og chips for at møde frem.

Der er gratis adgang.

Nogle steder ryger pladserne hurtigt.

Du kan læse nærmere om arrangementet og melde dig til på Hifiklubbens arrangementsside .

Jeg synes, at det er et fantastisk godt arrangement«

God lyd er luksusting og delvis en skueplads for konkurrence middelklassefamilierne imellem.

Men god lyd gør også musikken mere medrivende og giver dermed en større følelsesmæssig oplevelse.

Vel har jeg har haft stor førnøjelse ved at høre "Dancing Queen" spillet på en transistorradio på tankstation langt ude på landet i det fremmede.

Vel havde jeg i over et årti stor fornøjelse af musikken på mit konfirmationsanlæg.

Men der er altså også en stor, daglig glæde ved at høre god musik på ordentlige højttalere.

Man kan mærke funkbas, så man kan forstå den. Skræmmes af pauker og se et glockenspiel flitte rundt i lokalet. Svømme hen til en arie hvor en klokkeklar kvindestemme overvælder hele sanseapparatet.

En tur til et lytterarrangement minder en om, at god lyd eksisterer og er en forholdsvis billig og simpel vej til stor, stor fornøjelse.

Flere arrangementer«

Hifiklubben har flere arrangementer/ produktdemonstrationer i løbet af et år. Citatet i denne indledning er fra en reportage fra et Streaming-arrangement.

Hvad man kan forvente«

"Vi var alle mænd. Alle omkring de 50 år.

Vi sad på stole og fik dåseøl og -cola mens et par unge sælgere (20-25 år) viste os de nye magiske produkter, der næsten kunne føles som vitalitet. Alle var søgt derhen med et diffust ønske om at blive frelst og opløftet af magiske produkter.

Vi sad der. Nogle krumbøjede, andre tilbagelænede og med høje tindinger. Ansigterne var slidt omgængelige af mange års ægteskab og kontorophold.

Sælgerne forklarede fint og sandsynligvis korrekt i forhold til deres viden."

En højttaler-smagning minder altså meget om en vin- eller whisky-smagning. Nær-maskulin midaldrende middelklasse søger sansepirring, der kan købes uden skam. Folk kommer godt og professionelt ud af det med hinanden.

Nogle forlader biksen med et par højttalere. Andre må hjem og diskutere mulighederne med andre interessenter. Andre igen køber højttalere af samme kvalitet brugt dagen efter - til halv pris. Jeg har aldrig oplevet et eneste forsøg på hårdt salg, hvilket også gør højttalersmagning til en bedre oplevelse end en bustur med demonstration af magnettæpper.

Gyldne ører intet krav«

Visse lyd-entusiaster vil hævde at lyden i de tre højttalere er styg. Men tro dem ikke. Jeg har papir på mine lytteevner og jeg siger at selv den billigste højttaler, selv når den spiller komprimeret 128 kbit-disco , lyder fremragende. Lyden i de store højttalere er bedre end lyden i hjemmets tv, laptop, soundbar eller DAB-radio.

Argumenter for«

Du har lyst. God lyd er bare en fornøjelse. Hvis man ikke kan lide langsomme mobiler, uskarpe skærme, hvorfor skulle man så sætte pris på små, uldne højttalere og øreprop-lyd? Et orkester i stuen opvigler så dejligt.

Du har rigeligt råd. En ferieuge koster 5.000 kroner pr. mand. Lidt for meget elektronikbras koster 5.000 kroner pr. år. Et unødvendigt 4K-tv koster 5.000 kroner. Et par højttalere til 5.000 kroner lyder fantastisk i 20 år.

Din hørelse bliver nok aldrig bedre end den er nu.

Du får ikke rødvinstud af højttalere.

Musik er spændende at udforske og være fælles om.

Film og tv bliver også bedre af højttalere hvor der er bund i lyden.

Argumenter imod«

Du har ikke tid.

Der er fremmede mennesker.

Du får ikke den fulde opmærksomhed og anerkendelse fra sælgeren, når du kommer til et massearrangement.

Du kan få en tidsatypisk præference for højttalere der ser ud, fylder og lyder.

Periode: 
Onsdag, 9. marts 2016 - 19:00 til Torsdag, 10. marts 2016 - 21:00
Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.