Contact (1997)

Jeg genså filmen, fordi nogle af mine venner mener, det er et mesterværk, selv om den pissede mig voldsomt af, første gang jeg så den. Jeg er stor fan af Zemeckis, men har altid betragtet “Contact” som et vådeskud, der under dække af objektivitet kolporterer et religiøst verdensbillede. Jeg ved godt, at Carl Sagan, som skrev bogen, var agnostiker og ikke udelukkede Guds eksistens, men savnede evidens for den – ligesom de fleste andre tænkende mennesker, inklusive mig. Jeg har ikke læst bogen og ved ikke, hvor loyal den er mod forlægget, men filmen forekommer mig at konkludere, at hvis man kan føle og fornemme, at der er en gud, så er der en gud, og det er jo noget ufatteligt vås. Den slags oplevelser kommer ikke udefra, men indefra. Tal med en psykolog.

Fortællemæssigt virker historien gumpetung, konstrueret og længe om at komme i gang. McConaughey er ulideligt selvsmagende her, og heller ikke Foster virker, som om hun selv tror på rollen. Filmens konklusion er, at det eneste, vi ved om Gud, er, at vi intet ved, men at det er okay at spilde sit liv på en fjollet drøm. Filmen sidestiller tro og videnskab. Den er tydeligvis lavet til et amerikansk publikum og prøver at undgå at provokere nogen, og det finder jeg personlig vildt provokerende. Flot, men fad produktion, som på ingen måde nærmer sig et mesterværk.