Journal 64 (2018)

Jeg er enig med Jussi Adler Olsen i, at Zentropas filmatiseringer er mislykkede og ikke får bøgernes nuancer med. Assad, som er fejemand på Politigården og tidligere Saddam-torturbøddel, er i Zentropas udgave fuldbefaren dansk betjent med politiskilt, og Carl Mørch er en meget endimensional, sur gammel mand. Det fungerer ikke særlig godt, og jeg forstår godt, at Jussi har skiftet til Nordisk Film og ønsker Kaas kasseret. 

Når det så er sagt, er Hr. Boes filmatisering af "Journal 64" pænt vellykket, om end lovlig fjernt fra bogen, dog ikke i så grel en grad som den mislykkede filmatisering af "Flaskepost fra P". Vi får både den barske historie om pigerne fra Sprogø samt biljagt og skuddueller, en romance med Politigårdens kantinedame og en håndfuld plothuller som fx en sejltur med en Sverigesbåd, der ikke findes længere. Var det måske en forvokset udgave af Hvenbåden? 

Nå, pyt. Filmen er seværdig, især på billedsiden, der viser København fra nye og interessante vinkler. Og Nicolas Bro glimrer som (berettiget) paranoid Sprogø-opsynsmand, som jeg slet ikke husker fra bogen.

"Journal 64" var Jussis sidste gode bog, og det bliver spændende at se, om Nordisk Film rent faktisk kan få gode film ud af hans sidste tre trætte bøger, "Marco-effekten" (min bindestreg!), "Den grænseløse" og "Selfies", som næsten kun kan blive bedre på det hvide lærred.

Anmeldelse: Marco effekten

3 ud af 5 grædende sigøjnerbørn. Dette er den femte filmatisering af en af Jussi Adler Olsens bøger, og skuespillerholdet er skiftet ud efter anmodning fra forfatteren, hvilket er både godt og skidt. Godt er det, at Ulrik Thomsen har fået hovedrollen som den...