Denne film er nok den langsomste slowburner, jeg nogensinde har set. Den følger assistenten til en filmproducer a la Harvey Weinstein og tegner gennem hendes iagttagelser på en stort set begivenhedsløs arbejdsdag langsomt et billede af en gejl og magtfuldkommen mediepatriark, som udnytter unge kvinder med stjernedrømme på stribe, uden at man på noget tidspunkt ser ham. Hans mange medarbejdere ved tydeligvis, hvad der foregår, men ingen reagerer bortset fra assistenten, hvis forsøg på en uformuleret klage til personalechefen bliver viftet af. Vil hun virkelig smide sin karriere på møddingen? Nej, det vil hun jo nok ikke.

Det er ikke en film for enhver. Underholdningsværdien er under nulpunktet, og historien (eller hvad man nu skal kalde det) giver sig ukristelig god tid. Alligevel blev jeg fanget, ikke bare fordi jeg er fan af krøltoppen Julia Garner (Ruth fra “Ozark”), som her leverer en stramt underspillet mimik- og gestikpræstation i oscarklasse; jeg blev også fascineret af filmens zenagtige sløvhed og virtuost tilrettelagte scenografi. Der er ikke en eneste tilfældig rekvisit, replik eller indstilling i den film. Alt er klinisk koreograferet af filmens auteur, Kitty Green, som står for både produktion, manus, instruktion og klip. Hvis man kender min filmsmag, ved man, at jeg ret beset burde være løbet skrigende væk efter tyve minutter, men i stedet blev jeg som hypnotiseret siddende og ventede på, at der skulle ske noget, men det gjorde der ikke, og det var filmens pointe. #Metoo-budskabet kom klart, koldt og wc-agtigt igennem.