The Batman (2022)

Det er over en måned siden, jeg så filmen, og jeg havde besluttet mig til at se den en gang til, fordi jeg ikke rigtig kunne finde ud af, hvad jeg syntes om den, men jeg kan mærke, at jeg ikke gider ofre mere tid på den, og det fortæller vel alt. Den havner på 2½ (med pil nedad), fordi den er alt, alt for lang, fordi manuskriptet halter gevaldigt, og fordi man (igen) på tåbelig vis har prøvet at produktudvikle kendte og elskede tegneserieskurke. Pingvinen, som Danny de Vito udødeliggjorde på film i “Batman Returns” er nu (som i tv-serien “Gotham”) skildret som klichégangster uden paraply, monokel, cigaretrør og høj hat. Colin Farrell, som spiller rollen, tiggede og bad instruktøren (Matt Reeves) om at ændre den beslutning, men lige meget hjalp det. Og hovedskurken, Gækkeren, spillet af Paul Dano, har heller ikke fået lov til at bære maske og grøn trikot, men er bare en sadistisk og humorforladt seriemorder, som Batman skal jagte i et stemningsfuldt production design, der er tyvstjålet fra “Se7en”. Den eneste slyngel, der fungerer, er Catwoman, som Zoë Kravitz giver en tiltrængt genfødelse. At sammenligne hende med Pfeiffer vil jeg dog ikke, da det er to vidt forskellige fortolkninger, men filmens romance mellem Batman og Catwoman er interessant, om end langtrukken. Hovedrollen som Batman kan jeg næsten ikke tage stilling til, fordi Robert Pattinson bare går rundt og ser sur og bister ud og heller ikke får lov til at rulle sig ud som Bruce Wayne, men jeg ved jo, at han (ligesom de andre) er en glimrende skuespiller. Alt i alt må skylden for denne fis i en hornlygte skydes på et dårligt manus og en dårlig instruktør, der har prioriteret stemningen på bekostning af handling, tempo og kontinuitet. Jeg har ikke været synderlig begejstret for Matt Reeves' tidligere film, og det bekymrer mig, at det er ham, der skal producere filmatiseringen af Clifford D. Simaks mesterværk, “Way Station” for Netflix. Jeg håber virkelig, han sætter en anden til at instruere den.