Elvis (2022)

Tom Hanks mødte kortvarigt Elvis for første gang i Forrest Gump, men denne gang får han lov til at rådyrke bekendtskabet i rollen som Elvis’ impresario Tom Parker, en født platugle, der efter en karriere som cirkus- og tivoliarbejder kastede sig over musikbranchen. Parker er skildret som Satan selv i filmen, hvilket nok er en anelse overdrevet, men enhver god historie skal have en antagonist, og ham leverer Hanks, der formentlig har nydt at spille skurk oven på sin lange stribe af sympatiske hovedpersoner. Filmens helt er naturligvis Elvis Presley, der portrætteres overraskende godt af Austin Butler, men den egentlige hovedperson (og fortæller) er altså fupmageren og svindleren Tom Parker, som ligefrem beskyldes for at have ødelagt Elvis’ liv og drevet ham i døden.

Det er Baz Luhrman, der har skrevet og instrueret denne skæve biopic, og det kan ses på den dynamiske og ekspressionistiske billedside, som vi kender fra film som Strictly Ballroom og Moulin Rouge. Det er vildt godt fortalt og meget underholdende, indtil vi kommer et pænt stykke ind i historien, hvor gentagelserne tårner sig op. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var blevet mæt af kalejdoskopklipningen og tjekkede, om vi dog ikke snart nærmede os slutningen og opdagede, at jeg end ikke havde nået midten af filmen, der varer 2.5 time. Den er med andre ord for lang. Alt for lang. Men en flot produktion er det, og der er formentlig oscarnomineringer i vente.