Black Adam (2022)

Jeg er dødtræt af universer, der bygger på ikke-eksisterende himmelnisser. Det gælder Wonder Woman, Moon Knight og nu Black Adam, som stammer fra en opdigtet religion (aren’t they all?) opfundet til Shazam-universet tilbage i tegneseriens barndom. I den oprindelige comic (og også her) er manden en grum skurk, der med stor fornøjelse slår mennesker ihjel, så undlad venligst at kalde ham superhelt. Gid genren ville glemme alt om guder og magiske kræfter (det er SNYD!) og give os nogle flere helte som Iron Man, Batman og Green Arrow, der er kødelige mennesker, som benytter sig af talent og teknologi. Eller pseudoguder som Marvels Thor eller DC’s New Gods, der bare er aliens.

Som man sikkert allerede har regnet ud, er denne film ikke min kop te. Jeg er heller ikke den store fan af wrestleren Dwayne Johnson (The Rock), så jeg kan ikke snige mig op på mere end 2.5 point, og det er en meget elskværdig gestus.

Det, der fornøjede mig mest, var superhelten Hawkman, som vi endelig får set i live-action, men ham har woke-bølgen naturligvis farvet sort. Med er også den aldrende Pierce Brosnan som DC’s Dr. Fate, der er en mindst lige så latterlig magiker som Marvels Dr. Strange. Så er I advaret.