Allison (Florence Pugh) er en livsglad ung kvinde med en lovende fremtid, som brat involveres i en ufattelig tragedie, der kommer til at koste menneskeliv. Et år senere bringes den sønderknuste og nu medicinmisbrugende Allison ved et tilfælde sammen med den pensionerede eks-alkoholiker Daniel (Morgan Freeman), som har problemer med at styre sit 16-årige barnebarn (Celeste O'Connor). Sammen opdager de, at venskab, tilgivelse og håb kan blomstre på de mest usandsynlige steder.

Selv om handlingsreferatet signalerer køkkenvask-tåreperser og normalt ville få mig til at løbe skrigende væk, gav jeg filmen en chance, udelukkende fordi Florence Pugh er med, og hun skuffede bestemt ikke. Og Morgan Freeman viser endnu en gang, hvor god en katalysator han kan være i det rette samspil. De to hovedkræfter styrker og løfter hinanden i en svær historie om sorg, nag, misbrug og forsoning, der nemt kunne være klasket sammen som en mislykket soufflé. Men Zach Braff, der både har skrevet og instrueret filmen, får melodramaet til at gnistre og balancere, og Florence Pugh leverer en fantastisk nuanceret og følelsesladet præstation, der bør give hende en oscarnominering. Og Celeste O'Connor er et talent, jeg vil holde øje med.

Kan p.t. ses på Prime.