Youtube uden Youtubes emsige forslag

Jans billede
Af Jan den 26. november 2020 - 8:41 [1]

Med RSS kan du se det du vil se, og ikke det Youtube vil have dig til at se.

Help me Obi-Wan, Kenobi!«

Enten er du allerede træt af at YouTube synes at kunne læse dine inderste tanker, og mere og mere effektivt kan distrahere dig med en endeløs strøm af “måske det her kunne være noget for dig?” videoer.

Eller også har du lige set The Social Dilemma på Netflix. Og da (spoiler alert) Jaron Lanier fortæller dig at du ikke skal lade algoritmerne styre dit liv, er der pludseligt noget der klikker inden i dig.

For manden med dreadlocks’ene har jo ret! Hvor tit har du ikke prøvet at åbne YouTube med ét mål for øje, som du straks glemmer, fordi algoritmen mener, at det er bedre for dig at se noget andet? Men hvad gør du så, når du stadig gerne vil følge med, og din yndlings content-creator kun udgiver sine ting på YouTube?

Hvad er RSS?«

RSS er en forkortelse af Really Simple Syndication, og en simpel men hamrende effektiv måde at distribuere indhold på. Og for dig som indholds-forbruger er det tilsvarende simpelt at følge med i ALT hvad din yndlings-pusher distribuerer, i kronologisk rækkefølge. Og uden at en eller anden algoritme bestemmer hvad der er bedst for dig lige nu.

To the Bat-cave!«

Svaret er RSS på YouTube.

I gamle dage (september 2020) kunne du klikke på Youtubes Subscriptions, scrollle ned til Export subscriptions to RSS, og fodre resultatet til din yndlings RSS læser . Og så kunne artiklen været slut her. Men nu har YouTube fjernet den funktion. Så, hvad gør du nu?

Backup er godt. Mere backup er mere godt. Tilbage i september 2020 var export-funktionen stadig tilgængelig, og fordi jeg stadig har gemt export-filen fra dengang kan jeg se at syntaxen på RSS URL'erne er https://www.youtube.com/feeds/videos.xml?channel_id= efterfulgt af en 24-tegn lang kanal id. Men hvor får du så fat i den der id? Det gør du såmænd ved at browse ind på en kanal i Youtubes Subscriptions liste.

Eksempel: DR Nyheder«

Du abonnerer på DR Nyheders YouTube-kanal, men nu vil du hellere følge med i din RSS læser.

  1. Log på din Youtube konto
  2. Klik ind på dine abonnementer/subscriptions
  3. Vælg "DR Nyheder"
  4. Kopier kanalens id (/channel/UC8tSbn8Q4rnsSQPY-1kzXuw)
  5. Sæt kanal-id’en ind https://www.youtube.com/feeds/videos.xml?channel_id= (ID) skabelonen. Resultatet bliver https://www.youtube.com/feeds/videos.xml?channel_id=UC8tSbn8Q4rnsSQPY-1k...
  6. Tilføj denne URL til dine RSS abonnementer.

V for Victory! Nu går du aldrig glip af indhold fra dine yndlings-pushere igen. Og enda helt uden at skulle give efter for “Don’t forget to HIT THAT BELL to get notified!” råberiet.

Få Chrome til at udtrække RSS-links fra Youtube«

Nogle gange er kanal-ID'en ikke umiddelbart synlig.

Eller måske har du sagt så meget farvel til Google, at du ikke har en Youtube-konto.

Intet problem - installér Youtube RSS i din Chrome-browser .

Den tilføjer en RSS knap på alle Youtube sider - tryk på den og, vupti, så ligger URL'en på klippebordet.

Lige til at tilføje i Feedly, eller hvor du nu fordøjer din RSS.

Jans Youtube anbefalinger«

  • CGP Grey.  Formidler alt mellem himmel og jord, med tændstiksfigurer og stor entusiasme.
  • Tosset med Tegneserier. Tegneserienørder udvælger og anmelder aktuelle udgivelser. Godt initiativ af Ørestad Bibliotek.
  • Shut Up & Sit Down! Brætspil omtales og anmeldes.
  • James Hoffman . En kaffenørd nørder igennem.
  • J Perm . Lær at løse din Rubik's termning, hvilken terning du skal købe næste gang (hvis én ikke er nok) og hvordan du forfiner din teknik. Det er Ikke uden grund at Dylan "J Perm" Wang har ½ million følgere på 'tuben.
Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Kommentarer

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.