Se det på nettet

Once Upon a Time in America

Once Upon a Time in America (stream/optag) (2) (8,3 IMDB). Fire timer (!) i selskab med væmmelige, jødiske gangstere fra New York for omkring 100 år siden. Meget kiggeri og melankolsk musik. Vold og voldtægt til højre og venstre.

En del Leone-fans elsker den. Jeg formåede at holde mig så vågen, at jeg kunne finde den uinteressant.

Sea of Love

Sea of Love (6,8 IMDB). "Den erfarne strømer Frank Keller jager en seriemorder, der udvælger sine ofre blandt mænd, der har sat en kontaktannonce i avisen. I håb om at lokke morderen frem sætter Frank sin egen annonce i avisen, og den sexede Helen er blandt de mange kvinder, der besvarer den.". Sådan lidt nostalgisk 80'er-ramasjang med Al Pacoino og Ellen Barkin.

Kulten, der dræbte 74

Kulten, der dræbte 74 (stream/optag) (7,5 IMDB). "Velkommen i kulten. Læg pengene dér, hjernen dér, trusserne dér. Her er en særlig drik. Bare drik. Hvad? Jo jo, den vil transportere din sjæl til stjernebilledet Sirius inden dommedag. Eller pengene tilbage."

Soltemplets Orden havde en godt, Tintin-agtigt navn og var lidt mere fascinerende end den gennemsnitlige kult fordi de opfangede velfungerende, rige medlemmer. Mennesker med masser af andre og bedre muligheder. Kulten historie må have være særligt god og lederne særligt karismatiske.

Det endte så i to omgange massemord/selvmord, som det jo ofte sker i de kredse.

Det fransk-canadiske dokumentar er på 4 stive klokketimer, men nok tidsinvesteringen værd for folk, der fascineres af den slags. Eller vil lære nye markedsføringstricks aaf eksperter.

Guldfeber i Vindelev

Guldfeber i Vindelev (stream/optag). Det er sjovt at lede efter guld. Men der er noget, der er bedre end guld. Så enkel er pointen i Detectorists (årtiets bedste komedieserie) og Guldfeber i Vindelev (som anmelder Jensen behørigt roser og spøjler i Ekko-anmeldelsen). DRs nyeste kig på "guld"-jægerne er sød og kronen på værket i en undersøgelse, der hidtil har involveret både Muldens mysterier og Guldgraverne.

Vi er her tættest på menneskehedens foreløbige toppunkt.

Melancholia - the Opera

Melancholia (stream/optag). "Så Melancholia. Den var rædsom. Jeg kan ikke udstå deprimerede kællinger og manuskriptforfatteren til Melancholia er en af de værste." som en af mine venner engang skrev. Jeg så den nu alligevel fordi jeg fejlagtigt troede, at den var fotograferet af Anthony Dod Mantle. Melancholia var ikke så slem som "1 ud af 5 læs rævelort"-Antichrist. Men heller ikke nogen fest.

"Men hvad nu hvis man opstylter depressionshistorien til 2½ times opera?" var der en, der spurgte sig selv og nogle folk med penge. Tja, så får man noget, der bliver sat op én gang, ét sted for sandsynligvis aldrig nogensinde at hjemsøge menneskeheden igen. Undtagen på Artes operakanal.

Hvis nogen kommer gennem alle 2½ time, må de virkelig gerne vende tilbage. En opera med næsten-manuskript af Lars von Trier lyder som sejpineri på alle fronter.

Nuvel.

Very Bad Wizards, som vi stoler helt og holdent på i tilfældet Stalker, har faktisk også set Melancholia (filmen) og fundet værdige ting i den. Så måske skal man ikke være så negativ og lige give tingene en chance.

Samme gælder sikkert 15 timers Ringenes Herre-opera.

Sider

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.