Robot Dreams (2023)

Klaus Æ Mogensens billede
Af Klaus Æ Mogensen den 26. april 2024 - 15:22 [0]
4 ud af 5 ensomme hunde
Hvem streamer den: 
Spørg Streamingmuligheder leveret af JustWatch og PlayPilot


Set den: 
25. apr 2024
Udgivet: 
11. apr 2024
Genre: 
Instruktør: 
Varighed: 
102 min
Ikon: 
År: 
2023

Tegnefilm kan være mange ting. Disney bruger dem til at fortælle søde eventyr i musicalstil, mens japanske filmfolk laver dramatiske og ofte voldelige science fiction-film. Denne lille perle af den spanske instruktør Pablo Berger er noget helt tredje og mere sjældent: En rolig, taleløs historie om venskab.

Vi er i en 1980'er udgave af New York, beboet af antropomorfe dyr. Hunden med det meget passende navn Dog bor alene og venneløs. Hver aften spiser han det samme mikrobølgemåltid mens han ser reklame-tv. En dag ser han en reklame for en robot-ven og bestiller straks en. Det bliver starten på et strålende venskab og et mere aktivt liv for Dog. Han tager Robot med i undergrundstoget, til rulleskøjtedans i Central Park (til musikken af Earth, Wind & Fires "September", som bliver en temasang for deres venskab, og til badestranden på Long Island.

Det skulle han imidlertid aldrig have gjort. Godt nok morer parret sig fint, og Robot (for det hedder robotten selvfølgelig) viser sig som en habil svømmer og dykker. Trætte tager de sig en lur på deres håndklæder, og da Dog vågner igen, er det blevet sen aften, og alle de andre badegæster er gået hjem. Så viser det sig at der er noget galt med Robot! Han kan kun lige bevæge hovedet; resten af kroppen er uvirksom. Dog prøver at få ham hjem, men han er alt for tung at slæbe, endsige bære, og Dog må efterlade ham for natten. Da hunden kommer igen næste dag, bevæbnet med værktøj og bøger om robot-reparation, er stranden lukket for sæsonen og åbner først igen næste sommer. Trofast som Dog er, prøver han flere gange at bryde gennem hegnet, men bliver altid fanget af den emsige vagt og ender med at blive meldt til politiet. Han prøver også at gå rettens vej, men intet hjælper. Der er ikke andet at gøre end at vente til stranden åbner igen.

Hele efteråret, vinteren og foråret ligger Robot hjælpeløs på stranden. Det forhindrer ham dog ikke i at have fantastiske, farvestrålende drømme og få nye venner - hvis de da ikke er en drøm. Samtidig prøver Dog, som nu er endnu mere ensom, at få nye venner, med skiftende held. Hvordan det hele ender, skal jeg ikke afsløre, bortset fra at sige at både Robot og Dog skal mange ting igennem før den bittersøde slutning.

Filmen er baseret på en tegneserie, eller 'graphic novel', som det nu hedder når det skal være fint, af amerikaneren Sara Varon fra 2016, og filmen lægger sig tæt op ad tegneseriens enkle, klare streg - dog med flere detaljer og farver i baggrundene, som er rigtig flotte. Ligesom tegneserien er filmen uden ord; sindelag og følelser gengives kun via enkle ansigtsudtryk og den stemningsfulde musik. Det har givetvis bidraget til filmens brede (og berettigede) globale distribution. Det gennemgående tema er venskab: Hvor vigtigt det er at have venner, hvor svært det kan være, hvor flygtige venskaber desværre ofte er - og vigtigheden af at give slip, når tiden er til det. Det er ikke lette budskaber, men i stedet for at blive serveret i lange dialoger og monologer, får vi dem forklaret alene gennem figurernes handlinger. Det virker faktisk rigtig godt! Filmen kan anbefales til både børn og voksne - men man skal være forberedt på at få sit hjerte knust flere gange, og måske knibe en lille tåre når filmen er forbi.

Tilføj kommentar

Plain text

  • Tilladte HTML-tags: <a> <em> <strong> <cite> <blockquote> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.

Kommentarer til anmeldelserne

Anm. Link Kommentar Tidsorter stigende
Knox Goes Away Jeg gættede også slutningen...

...Halvvejs gennem din anmeldelse (har verificeret antagelsen ved et Wikipedia-opslag).

...

3 uger 20 timer siden
Miraklet i Gullspång Netop

Der bliver over-dramatiseret og snydt for at skjule, at dokumentaristen i virkeligheden ikke...

4 uger 17 timer siden
Renegade Nell Billy Blink

Aha. Lyskuglen er en alf. Jamen så bliver det hele jo pludselig ganske troværdigt. ;-) Tak for...

1 måned 17 timer siden
3 Body Problem (første årgang) 3 body og uforudsigeligheden

the 3 body problem beskriver en konstellation af himmel legemer hvis bevægelser er...

1 måned 1 uge siden
The Revenant Sådan lavede de bjørneangrebet

Stor, stærk...

1 måned 2 uger siden
Den tidsrejsendes kvinde Du er ikke den eneste, der er ude efter Rachel McAdams

Hun er nu også populær i hip-hop-kredse:...

2 måneder 1 dag siden