Med ti cent på lommen (1941)

'Sullivan's Travels' er noget så sjældent som en screwball-komedie med social samvittighed. Den er lige så relevant i dag, som da den udkom i 1941, og anses generelt for at være Preston Sturges' bedste film. Den er i hvert fald hans mest ambitiøse værk ─ og sandsynligvis hans mest personlige. Den stærkt anti-intellektuelle tendens i amerikansk film er formentlig aldrig blevet bedre udforsket end i dette værk, der er både underholdende og tankevækkende historiefortælling på højeste niveau.

Joel McCrea spiller hovedrollen som den kendte hollywood-instruktør John L. Sullivan, der er kendt for sine lystspil, men som ønsker at lave en seriøs film, 'der betyder noget', nemlig en filmatisering af den samfundskritiske (og opdigtede) roman 'O Brother, Where Art Thou?' (En titel, som senere blev stjålet og brugt af brødrene Coen, utvivlsomt som en hyldest til Sturges' mesterværk).

Men Sullivans chefer vil meget hellere have, at han fortsætter med at lave lystspil, og påpeger, at han er gået direkte fra en rig barndom til en succesfuld karriere og intet aner om social nød. Det anerkender han, men i stedet for at falde til patten beslutter han sig for selv at opleve fattigdom, så han kan lave 'O Brother, Where Art Thou?' med en vis indsigt. 

Det resulterer i titlens rejser (et ordspil på 'Gulliver's Travels') og en romance med en pige ('Der er altid en pige med ─ går du ikke i biografen?'), som sjovt nok ikke har et navn i filmen, men spilles af Veronica Lake i hendes klart bedste og mest charmerende præstation. Troværdigheden i det romantiske forhold mellem de to balancerer på en knivsæg, men Sturges formår at få det til at lykkes, som kun han kan.

Sullivan klæder sig ud som vagabond og kommer til opleve underklassens trængsler på nærmeste hold, først alene og senere sammen med Lake (i en syv minutter lang stum sekvens, der giver 'Vredens druer' baghjul), men problemet er, at han altid bare kan trække sig ud af elendigheden, når den bliver for slem. 

Det sættes der dog en stopper for, da han senere, ramt af hukommelsestab, idømmes seks års strafarbejde for grov vold. Før han genvinder hukommelsen og kan komme tilbage til sit gamle liv, oplever han således den besiddelsesløse klasses kår på nærmeste hold og opdager. at højdepunktet i straffefangernes sure liv er en forevisning af en Mickey Mouse-tegnefilm, der en sjælden gang får dem til at le.

Sturges bekræftede selv, at filmens morale er, at verden har brug for lystspil, men at det ikke skader at snige lidt samfundskritik ind i historien, sådan som Chaplin også gjorde med "Moderne tider".