Vittorio Storaro fotograferer interessant, og 20-årige Maria Schneider byder på en meget flot krop. Men så er alt det positive vist også sagt om den film.

Hvor er det dog let at lave kunstfilm! De skal dynges til med fine referencer (Francis Bacon, Jean-Paul Sartre, jazz) og hver gang noget væmmeligt sker, skal man præsentere det som et Oprør mod Det Borgerlige.

En ung, smuk kvinde skifter mellem at dyrke anonym sex med en gammelsur, verdensfjendsk enkemand og fjante rundt med en (af alle elendige klicheer) filminstruktørkæreste, der også vil bestemme over hende, sætte rammer for hende og instruere hende.

Manuskriptet er halvbagt og en tredjedel af optrinene virker overflødige.

"Nå ja, vi skal også have et par scener med racisme."

"Nå ja, den der historie Jean-Luc fortalte om at hjælpe en gammel luder med at indhente en uvillig kunde, og komme op at slås med ham, ja, den er for prægtig til at gemme. Den skal med i denne film."

"Nej, altså, anekdoten med de to identiske slåbrokker, den MÅ vi have med!"

"Også tango. Jep, det skal også klipses på!"

Endelig er slutningen så doven og uopfindsom som slutninger kan være.

Bertolucci var overraskende nok kun lige fyldt 30, da han skrev og instruerede dette forsurede kunstpladder. En helt bemærkelsesværdig surhed i så ung en mand.

Men han blev dog rig på det. Han og Brando tjente hver omkring 20 millioner kroner på filmen.

Stakkels, unge rundbrystede Maria, der måtte lægge krop til diverse fingerede voldtægter, måtte nøjes med ca. 20.000 kroner for besværet og kunne siden fortælle alle, at filmen ødelagde hendes liv og karriere.