Sam Harris genbesøger det moralske landskab

"At sige, at videnskaben er forpligtet til epistemisk objektivitet vil sige, at videnskaben afhænger af visse epistemiske værdier. Værdier som sammenhæng og enkelhed, og elegance og forudsigelseskraft.

Hvis jeg fortalte dig, at jeg havde en ekstremt vigtigvidenskabelig teori, der var selvmodsigende og unødvendigt kompleks og ikke kunne redegøre for tidligere data og ikke kunne komme med nogen forudsigelser overhovedet, ville du forstå, at jeg må spøge eller vrøvle.

Vi kan ikke adskille udsagn om videnskabelige fakta fra videnskabens underliggende epistemiske værdier. Disse værdier er aksiomatiske, hvilket vil sige, at videnskaben ikke opdager dem, eller endda forsøge at retfærdiggøre dem. Det forudsætter blot deres gyldighed.

Hvis du har mistanke om, at jeg lige har kaldt den traditionelle skelnen mellem fakta og værdier i tvivl, ville du have ret. Og det er et punkt, som jeg vil vende tilbage til."

Men lad os tage et enklere eksempel. Lad os sige, at jeg vil tabe mig fem kilo. Det gør jeg faktisk, og jeg er absolut ikke i tvivl om, at det er muligt at tabe fem kilo. Dette er en biologisk sandhed. Jeg ved også, at jeg ville være marginalt gladere for at have tabt kiloene. Dette er en psykologisk sandhed.

Jeg er også ret sikker på, at jeg forstår processen hvormed kilo kan tabes. Jeg behøver kun spise mindre end jeg normalt gør, og blive ved indtil Jeg har tabt mig. Dette er en anden biologisk sandhed.

Disse overbevisninger er kognitivt gyldige i og med, at de beskriver objektive sandheder, der ikke er sande. De er ikke kun sandheden om min krop og sind, og om hvordan jeg ville have det i en mulig fremtid.

Jeg er totalt ukonflikt i mit ønske om at tabe mig, i det vil jeg absolut at miste det. Det er desværre ikke alt, jeg ønsker. Jeg vil også helst spise is en gang om dagen. Det, at jeg ikke er tilstrækkeligt motiveret til at undgå is, siger ingenting overhovedet om mit klare ønske om at blive tyndere, eller nøjagtigheden af ​​min forståelse af vægttab. Mit ønske om is er et selvstændigt faktum om mig, og at give efter for is-sulten har konsekvenser. Pointen er selvfølgelig, at vi kan vide, hvad der er sandt uden enhver tvivl, og alligevel er vil vores viden ikke garantere en særlig adfærd, der er på linje med denne sandhed. Sådanne viljesvigt er ikke et argument for, at de relevante sandheder kun er fiktioner."

"Noget i de sidste 200 år af vores intellektuelle fremskridt har gjort det umuligt rent faktisk at tale om moralsk sandhed. Ikke fordi menneskelig erfaring er så svær at studere, eller hjernen er for kompleks, men fordi der ikke menes at være noget intellektuelt grundlag for at sige, at nogen nogensinde har ret eller tager fejl i spørgsmål om værdier.

Mit mål i Det moralske landskab var at underminere denne antagelse, fordi jeg tror, ​​den er baseret på flere fejlslutninger og dobbeltstandarder og ærligt talt på en dårlig filosofi.

Og bortset fra at det bare er forkert, har denne opfattelse frygtelige konsekvenser. For eksempel, i 1947, da De Forenede Nationer forsøgte at formulere en universel erklæring om menneskerettigheder, trådte American Anthropological Association frem og sagde, at det bare ikke kunne lade sig gøre, for dette ville være blot for at nedkalde en provinsiel forestilling om menneskerettigheder på resten af ​​menneskeheden. Enhver forestilling om menneskerettigheder er et produkt af kultur, og at erklære en universel opfattelse af menneskerettigheder er en intellektuelt illegitim ting at gøre. Dette var det bedste, vores samfundsvidenskaber kunne gøre på baggrund af stadigt rygende krematorier i Auschwitz.

Det har længe været indlysende, at vi er nødt til at konvergere som en global civilisation i vores tro på, hvordan vi skal behandle hinanden. Til dette har vi brug for en universel opfattelse af rigtigt og forkert. Så ud over bare ikke at være sandt, tror jeg, at skepsis over for moralsk sandhed faktisk har konsekvenser, som virkelig burde bekymre os."

Derfor er der rigtige og forkerte svar på spørgsmålet om, hvordan man maksimerer menneskelig opblomstring i ethvert øjeblik.

Dette bliver meget let at se, når du forestiller dig, at der kun er to mennesker på jorden. Vi kan kalde dem Adam og Eva. Spørg dig selv, er der rigtige og forkerte svar på spørgsmålet om, hvordan Adam og Eva kan maksimere
deres velbefindende? Det er der tydeligvis. Forkert svar nummer et. De kan skiftes til at smadre hver anden i ansigtet med en stor sten. Dette vil ikke være en måde at leve deres bedst mulige liv på.

Selvfølgelig er der nulsumsspil, de kunne spille, og de kunne begge være psykopater som måske fuldstændig undlader at samarbejde på nogle positive måder, men klart bedst svar på deres omstændigheder vil ikke være nulsum.

Mulighederne til deres trivsel og at finde dybere og mere holdbare kilder til tilfredsstillelse vil kun affødes af en eller anden form af samarbejde. Og alle de bekymringer, som folk normalt bringer til disse diskussioner – som krav om deontologiske principper eller en Rawlsiansk bekymring for retfærdighed, kan betragtes i sammenhængen af vores spørgsmål om, hvordan Adam og Eva kan navigere i rummet af mulige oplevelser, for at finde en ægte top af menneskelig trivsel, uanset om det er det eneste mulige top. Igen: flere ækvivalente, men inkompatible toppe vil stadig tillade os at sige, at der er en større virkelighed hvor der er rigtige og forkerte svar på moralske spørgsmål.

For eksempel er der mange rigtige svar på spørgsmålet, hvad skal et menneske spise? Og alligevel er der en endnu større antal forkerte svar. Der kan være mange forskellige indbyrdes uforenelige, men ikke desto mindre
lige så gode liv, som Adam og Eva kunne leve. Men det afgørende er, at alle disse liv er virkelig bedre end de utallige måder, hvorpå de kunne være elendige.

Sam Harris er i gang igen: Facts & Values: Clarifying the Moral Landscape ⟲.