Til forskel fra den fabulerende Kafka (1991) søger denne film at give et realistisk portræt af den berømte tjekkiske jødiske forfatter Franz Kafka (1883-1924). I stedet for at fortælle hans livshistorie lineært, får vi den præsenteret gennem korte klip, der springer mellem Kafkas barndom, ungdom og voksenliv, suppleret med klip hvor hans bekendte og familie fortæller om deres indtryk af ham og med optagelser fra nutidens Franz Kafka Museum (hvor vi blandt får at vide at forholdet mellem ord skrevet om Kafka og hans overleverede skrevne ord nu overstiger ti millioner til én). Jeg har ikke læst nok af Kafka til at kunne bedømme om fortællestilen afspejler noget af hans forfatterskab, men mit indtryk er hans historier generelt var meget lineært fortalt, så jeg vælger at tro at det er instruktørens valg.

Man får et indtryk af en person, som nok er mere socialt kejtet end virkelighedens udgave, som af venner blev beskrevet som humoristisk, hjælpsom og en fremragende oplæser. Han var angiveligt også langt mere seksuelt aktiv end filmen antyder, selvom han aldrig bliver gift (om end forlovet mindst to gange). Til gengæld rammer filmen nok ret godt hvad angår Kafkas overdrevne selvanalyse, ekstreme fokus på sandhed og nøjagtige samvittighedsfuldhed; måske en reaktion på hans fars dominerende og koleriske personlighed, som fik stor betydning for Franz' forfatterskab. Eftertiden mener at han kan have lidt af en forholdsvis mild form for skizoid personlighedsforstyrrelse, noget der måske er overdrevet i filmen. Det er jeg ikke i stand til at afgøre. En markant scene er en oplæsning af Kafkas historie "I straffekolonien", hvor vi visuelt bliver præsenteret for novellens bizarre form for henrettelse. Mod filmens slutning ser vi nazisterne i fremmarch, men Kafkas tidlige død af tuberkulose forskåner han fra de rædsler, hans familie oplevede. Alle hans tre søstre (af hvem vi kun bliver præsenteret for den yngste) blev dræbt under Holocaust. Alt i alt er filmen efter min bedømmelse et ret ærligt portræt af forfatteren, om end nogle væsentlige detaljer bliver udeladt, for eksempel Kafkas sidste samlever Dora Diamant, som medvirkede til at redde nogle af Kafkas skriverier, som han ellers kort før sin død bad om af få destrueret.

Filmen kan sagtens ses med fornøjelse, selvom man ikke kender til Kafkas forfatterskab, om end det er et åbent spørgsmål om man bliver klogere på hans kringlede personlighed. Filmen bidrager nok mere til seerens lyst til at stifte nærmere bekendelse med Kafkas forfatterskab.