Om PewDiePie, papirhad og onlinehad

"Er der en PewDiePie-kender på linien der kan forklare om manden har en pointe, eller han er en klammis type?" spurgte en af min net.venner efter en forvirrende besked om at PewDiePie ikke kunne afvise slemme anklager om racisme med at "folk forstår ikke YouTube".

Jeg mener at have en vis indsigt  - og at emnerne er interessante nok til mere end tre 140-tegns svar.

Gamle medier lever blandt andet af at puste folk op og senere hive dem ned i sølet.

Det ene øjeblik er hun en ung, smuk skuespiller, der giver penge til kræftramte børn. Det andet er hun en fed, fordrukken heks med rynker og svagheder, der menes at have sagt noget, der med lidt ond vilje kan tolkes som nedsættende om en svag gruppe.

En møgsprøjte som The Daily Mail oppuster og nedriver hver dag masser af kendte og sår splid.

I journalistsprog er nedrivninger også kendt som hit pieces, hatchet jobs.

"Udgivet artikel eller indlæg der forsøger at påvirke folkestemningen ved at præsentere falsk eller farvet information på en måde der forekommer objektiv og sandfærdig."

Hvis jeg skal forsøge at se objektivt og sandfærdigt på PewDiePies 11. januar-video ser jeg følgende.

1. Tjenesten Fiverr siger at folk vil anbefale hvad som helst for 5$ (Fiverr er i Danmark mest kendt for Jaques)
2. PewDiePie tester systemet ved at bede nogle sige noget virkelig væmmeligt, usympatisk og forbudt. Det lykkes.
3. Han undskylder udførligt for sin test både før og efter og understreger at han selvfølgelig ikke mener det væmmelige, usympatiske og forbudte.

Det er selvfølgelig tankevækkende og - måske, i heldigste tilfælde - underholdende, at man kan få folk til at sige de tåbeligste og styggeste ting for 5$.

Men mange sidder jo og venter på at nogen træder forkert.

Så først brokker folk sig og undrer sig strategisk på de sociale medier.

Så gør de det i større publikationer.

Hvorefter vi kan gøre det i alle publikationer og på alle online-fora. På sikker afstand af primærkilden.

Gammelmedier puster figurer op og river dem ned igen. Online-medier gør det samme. Bare hurtigere og med flere aktører.

Pludselig bliver en eller anden udpeget til heksen og så skal der shitstormes og lynches. Der skal tiltrækkes læsere og positioneres og poseres.

Vi oplevede det herhjemme sidste år da en kvinde udtalte forkert sympati for en død mands trængsler. Eller også var hun bare forkert og måtte ikke udtale sig. Det begyndte som lidt online-had. Så sprang et gammelmedie til, gjorde det til papirhad og fik udvirket lidt ekstra online-had (marketingssprog: engagement) ved samme lejlighed. Jeg spekulerede lidt over hekseprocessen. Men alt hvad jeg kom frem til, var det lidt sølle Man kan blive reddet af fodboldlandskamp i tv (hetzen stoppede, da landskampen tog opmærksomheden). Processen mod kvinden tog i øvrigt kun 20 timer og der er næppe mange, der i dag kan huske detaljerne.

Hver gang der er shitstorm eller lynching synes jeg, bagefter, at det bedste man kan gøre, er at være ligeglad. Eller vise løselig interesse og dæmpet/dæmpende adfærd, hvis emnet interesserer en.

Jeg fik faktisk lært lidt af at forsøge at besvare spørgsmålet øverst i artiklen.

• Højreorienterede/nihilistiske mænd - altså folk ret forskellige for PewDiePie og langt hovedparten af hans følgere - er ret interessante. Jeg, der aldrig har fattet en bønne af gamergate, blev meget klogere af at læse netop disse lange artikler om hhv. 4chan og alt-right.
• The Verge er egentlig et fint nørdmedie. Men de har en overraskende hadsk side. Den bemærkede jeg også under #shirtgate. Det tjener dem ikke til ære.
• Jeg ihukom også hvordan Jezebel, Gawker, BT, The Wall Street Journal osv. osv. har folk ansat til hatchet jobs. Og hvordan det mestendels er spild af tid at følge med i den slags skriveri.
• Vertikals Youtube-ekspert sagde "Medmindre han selv lukker kanalen, sker der ham meget lidt økonomisk. PewDiePie har opbakningen fra de andre store Youtubere og alle sine seere. Sådan nogen som Fine Bros klarede større ballade."