Dagens spekulationsobjekt for lænestolsdetektiverne.

Lænestolsdetektiver, der fandt glæde i Making a Murderer (dvs. alle lænestolsdetektiver) vil også finde stor fornøjelse i

telegraph.co.uk - The Detectives, Manhunt, episode 1, review: 'brilliant'

Og

telegraph.co.uk - The Murder Detectives, Channel 4, review: 'intensely powerful'

Politifolkene I Manchester er, som i Making a murderer, ikke meget kvikkere end gennemsnittet af befolkningen og bestemt ikke smukkere eller rigere. Men de er udholdende, retskafne (modsat MAM) og æder sig langsomt og metodisk gennem sagen.

En muligvis plausibel spekulation kunne være frustration over verdens udvikling, og at hans oplevelser efter rejsen tilbage til UK ikke just opmuntrede ham, så han valgte at bruge den stryknin han havde med fra Pakistan.

Der er kun 24 timer fra exit Heathrow til exit liv. Men måske overbeviste de 20 minutter i spillebulen i Manchester ham om, at han ikke havde noget at leve for fremover. "Satser livsopsparingen 1:3, lever videre hvis jackpot".

Men hvorfor så Manchester? Mon havde havde besøgt bjergkammen i sin ungdoms vår på Leeds University?

Og hvad laver en gammel jøde i ti år i Lahore - udover at få repareret benet?

Læser G+ i joggingtøj fra en Internet-cafe mens pengene løber (langsomt) ud?

google.dk - Streatham til Leeds University

Og nu vi er ved fascinerende historier og lænestolsdetektiver: der er ikke rigtig noget nyt i theguardian.com - Into the woods: how one man survived alone in the wilderness for 27 years | Michael Finkel | News | The Guardian hvis man allerede har læst http://www.gq.com/story/the-last-true-hermit (bogen skulle i øvrigt være ok iflg. https://www.nytimes.com/2017/03/16/books/the-stranger-in-the-woods-for-27-years-maines-north-pond-hermit.html?_r=0 )

Exit liv må have været planlagt før afrejsen til UK, ellers havde han næppe medtaget stryknin. Spillebulen var kun en kikker, han synes ikke at have brugt penge på andet end et måltid mad, og rejsen til Manchester. Og ja, det forekommer plausibelt at han bevidst opsøgte noget han vidste ville være et smukt sted at dø.

Turen til Lahore må hænge sammen med hans interesse for Islam, måske konvertit. I Heathrow mødtes han også med en gammel ven, og mon dog ikke verdenssituationen var oppe at vende dér. En markant udvikling i hans 10 år i Pakistan var jo hvordan Islam i stærkt stigende grad blev symbol på radikaliserede galninge, og deres handlinger. Det kunne måske have påvirket hans livssyn, hvis han selv gik efter en fredelig måde at flirte med Islam på.

Der er lidt flere oplysninger om hans færden i en anden artikel, fra før han blev identificeret:

bbc.co.uk - Body on the Moor - BBC News

Med 5 dages hotel reservation, og returbillet fra Manchester, ser det heller ikke ud til at han var helt sikker på at han ville søge sin død så hurtigt, Men han må have tænkt over sagerne, mens han kontrasterede den smukke udsigt mod hvad han så i verden.

Ah, stryknin-artiklen var også god. Ærgerligt at han ikke satsede alle pengene i spillebiksen. Mystisk at han fordrev en time på stationen.

Han må have smidt alt ID ud på hotellet i London, taget en taxa til pubben i Manchester og og og...

Min ven, redderen, siger at selvmorderne som regel er ret dygtige til at have id på sig (og fortælle hvor de kan findes). Så det er sjældent så stort et problem for politiet som her.

"Som regel" selvmordere er mere pludselige kriser, eller for at undslippe sygdom og elendighed fremover. Dette ligner mere en kølig og velovervejet handling, hvor han ikke følte behov for at forklare sig for nogen. Sige farvel til nogen, eller til verden.

Ud over weltschmerz, kunne hans alder være en del af baggrunden. Selv om næsten 70 år jo ikke er nogen høj alder, er det en tid hvor alderdommens begrænsninger ofte begynder at markere sig, og hans sygeleje i Pakistan kunne meget vel have overbevist ham om at hospitaler ikke var noget han ville overlade sit liv til. Tilsyneladende var han ret pernitten med sit udseende og stil, men her kræver alderen typisk at give køb på sådanne høje krav til sig selv - og det kan have været ham en grum tanke. Downhill.

Så spørgsmålet kunne have været hvorfor han skulle vælge at gøre sit liv længere. Om livet ville blive bedre eller værre af at udsætte dødstidspunktet. Et spørgsmål som mange ikke rigtig tør stille sig selv.

Selv om det ikke er rigtig sammenligneligt, kommer jeg dog til at tænke på da forfatteren Stefan Zweig i 1942 checkede ud fra den verden hvor 2. verdenskrig rasede, og ødelagde det Europa som han kendte, men som han som tysk jøde måtte flygte fra allerede i 1933. I Brasilien var han "i sikkerhed", men det var ikke godt nok når han kærede sig om verden.

nybooks.com - His Exile Was Intolerable