Tilføj kommentar

Den korte version:

Niels har helt ret.

Vermines er rigtignok en frisk, lille anretning med (farvetømt) fotografi ⟲ og skuespillere i topklasse. Manuskriptet er også klasser over de fleste gysere. Man får virkelig medlidenhed med alle de her grimme og fattige mennesker, der skal dø i edderkoppernes vold.

Den mere overflødige fortsættelse:

Meget af manuskriptet er selvfølgelig almindelig gysermatematik.

Vi starter med et stort hold. Nogen - de grimme, de gamle, de bange - skal dø. De/den modige (bi-person) skal ofre sig. Livet vælger, og kun få vil undslippe døden. Gysermatematik for begyndere.

Monstrerne skal også blive progressivt større og farligere. Dødens uafvendelighed stiger.

Men Vermines er skisme godt brygget, og man keder sig ikke.

Et par overflødige anekdoter:

Slumkvarteret det hele foregår i, er Les Arènes de Picasso ⟲, hvilket sært nok giver mindelser om Enemy, der også gjorde sig i halvbrutalt forstadsbyggeri fra 80'erne og store edderkopper.

Sjovt nok var det med Aracnophobia (1990) at jeg første gang blev helt sikker på at alle film skulle blinke mere eller mindre motiveret i det store slutopgør. Vermines holder her 33 år efter fanen højt, og blinker ekstremt (urealistisk) meget i slutopgøret. Instruktøren kan sit kram.