Miyazaki gør det igen og alligevel ikke. 

Miyazakis mange, tidligere film er som detaljeskønne oliemalerier, man uundgåeligt betages af og indfanges i. Drengen og hejren er snarere som en stak væltede puslespilsklodser, man har fået udleveret af børnepsykologen. Man skal selv sætte dem sammen for at finde ud af, hvad der er op og ned på det hele. Lidt som David Lynch.

Puslespilsklodserne er velkendte: et mellemstort barn (her en dreng, som titlen antyder) flytter til idylisk hus på landet; forældrene er fraværende; bedsteforældregenerationen tager over; barnet forvildes ind i en farverig fantasiverden med mærkelige og til tider sjove væsener; det hele forgår cirka i perioden fra første til anden verdenskrig; det ender i store katastrofer, fordi verden er i forfald (på grund af modernisering og industrialiering); og så videre.

For engangs skyld er der ikke flyvemaskiner. Men derimod masser af fugle.

Historien handler tydeligvis om tabet af den mor, der dør i filmens start. Det er mere dystert og realistisk, end hvad man måske normalt forventer fra Miyazaki.

Men så snart historien bevæger sig ind i den farverige fantasiverden, bliver den meget hurtigt meget svær at følge med i. Scene på scene introducerer hele tiden nye figurer, nye steder og nye sammenhænge. Det virker noget tilfældigt, rodet og faktisk også ret overfladisk.

Tilbage sidder man med de nævnte puslespilsklodser (som filmen også selv leger med i bogstavelig forstand). Og så må man så finde ud af, om de er værd at bygge et fint, nyt tårn ud af. Eller om man bare skal lade dem falde omkuld til ingen verdens nytte.