Den portrætterede Marie er ganske rigtigt en frygtelig kvinde, men det får hun jo mest lov til at være, fordi hendes kæreste er et skvat. I de fleste forhold vil der være en dominerende part, og det kan sagtens gå den anden vej som eksempelvis i Fassbinders “Martha”. Men filmen illustrerer på fineste vis, hvordan Marie tænder på vildbassen i Rasmus, som hun derefter langsomt og metodisk domesticerer og gør klar til rollen som familieforsørger, hvorefter hun brokker sig over, at han ikke længere er den fri fugl, hun blev forelsket i. Ikke sært, at fyren er forvirret. Filmen er lanceret som et lystspil, men jeg oplevede den mest som en tragedie. Et fint lille kammerspil med en universel problematik.