Endnu en Netflix-miniserie bygget på en whodunit af Harlan Coben, som altid er god for et kringlet mysterium. Problemet er dog ofte, at hans sindrige plots kommer til at fremstå som lovlig konstruerede og dermed mister troværdigheden. Således også her, hvor usandsynlighederne og plothullerne langsomt får tingene til at smuldre. Det hjælper ikke på det, at historien trækkes i urimeligt langdrag, så man får rigtig god tid til at tænke over kunstgrebene, mens man utålmodigt skæver til uret.

Serien er på otte afsnit, hvilket efter min mening er mindst fire for meget. Alligevel holdt jeg ud for at få forklaringen på første afsnits narrative hook: Hvordan den kvindelige hovedpersons myrdede mand kan optræde lyslevende på en video optaget efter hans død. Den (i øvrigt indlysende) forklaring  på dette kommer sidst i afsnit syv, som du roligt kan springe frem til, hvis du ikke gider smide fire-fem timer ud ad vinduet.

Til gengæld er der et par gode skuespilpræstationer undervejs, især fra Adeel Akhtar, der spiller en plaget politimand til UG med kryds og slange, den altid stabile Joanna Lumley som den myrdedes mor og den mig hidtil ubekendte Michelle Keegan, historiens kønne hovedperson, som bærer den store rolle fint, bortset fra at man ikke rigtig køber postulatet om, at den glamourøse enke har en fortid som kamptrænet helikopterpilot og kan lægge en hvilken som helst voldsmand ned med et enkelt judogreb. Lidt for mange plothuller og langhalm gør, at jeg ikke kan svinge mig op på mere end et tretal.