Jeg vil kæmpe for et ucensureret Halløj på badehotellet til sidste blodsdråbe!

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 13. juni 2020 - 7:17 [0]

I begyndelsen af juni 2020 begyndte en større udrensning af humor i England. Mange serier måtte lade livet. Udrenserne forsøgte sig også med et afsnit af Halløj på badehotellet.

Basil er vidunderligt uhøflig og ude af trit med resten af verden.

Halløj på badehotellet er en af verdens morsomste og populæreste komedieserier.

Hovedpersonen er hotelejer Basil Fawlty (lyder som faulty, fejlbehæftet) og han er et af jordens mest fejlbehæftede mennesker.

Han slesker for folk med status, behandler ansatte og kunder med største irritabilitet og despekt, afskyr folk med seksuel succes, fritid eller interesser. Han nødlyver på ynkeligste vis og brokker sig løbende over det, han læser i avisen.

Kort sagt: han er dig og mig. Bare tre gange så slem (er du et meget godt menneske, er han fire gange værre end dig).

Rundt omkring Fawlty er der både faste og skiftende figurer af varierende grad af fejlbehæftethed: en pensioneret og senil major, et par aldrende pebermøer, Basils stakkels kone Sybil , en forholdsvis uduelig tjener (Manuel ) og en ejegod stuepige (Polly ).

Jeg har set serien som barn, ung og midaldrende og har en plan om også at sprutte af grin over den som gammel.

Hvorfor fjernede BBC kortvarigt afsnit 6 fra deres streaming-tjeneste i juni 2020?«

Situationsfornemmelser er ikke Basils store styrke.
Men hans parodier er gode.

I afsnit 6, Tyskerne , har Basil slået hovedet og er ca. 3-4 gange så uhøflig og ustyrlig som vanlig. Han underholder et hold stakkels, tyske turister - der, som han selv, er født lige før eller efter 2. Verdenskrig - med de mest upassende og ufølsomme vitser og parodier, der får i hvert fald én kvinde i selskabet til at bryde sammen i gråd.

Det er nu ikke denne del af afsnittet, der fik administratorerne/redaktørerne på BBC til at gøre afsnittet utilgængeligt.

Det er de ord, den gamle, senile major bruger om folk fra hhv. Vestindien og Indien mens han vrøvler om en Cricket-kamp, han og en ung dame så omkring 1920. Ord der var dagligdags omkring 1920, men nu føles så nedsættende, at selv fejlbehæftede Basil sukker.

Kort sagt: en fiktiv persons brug af sit normale (men i 1975 upassende og forældede) 1910-ordforråd uden det mindste spor af ond vilje, fik administratorerne/redaktørerne fra UKTV til at fjerne et helt afsnit .

Hvad skal det hjælpe, at fjerne et elsket afsnit?«

Nominelt skulle sensitive og rettænkende personer få en bedre dag fordi de i 45 år gamle komedieserier ikke konfronteres med over 120 år gamle ord, der kun bruges nedsættende i dag.

Men det tror jeg ikke det mindste på!

Vi er midt i en magtkamp hvor et mindretal vil bestemme hvad der fortsat må udgives og hvad der ikke må.

Vi er midt i en kollektiv psykose hvor folk i fine kontorer forsøger at overgå hinanden i hvor rettænkende, de kan være.

Censorerne scorer måske ikke ros nede på pubben. Men i politiske korrekte cirkler stiger deres stjerne, og de har en art intern kamp om hvor meget populærkultur de kan censurere eller omskrive. Eller hvor mange kendisser de kan lyve om , censurere eller kue .

Som en jævnt intelligent læser af Fahrenheit 451 (historie inspireret af nazisternes bogbrændinger og McCarthy-isternes censur) og Nittenfireogfirs (om en trist, statsansat historie-censor) er jeg virkelig overfølsom overfor både centraliseret og decentraliseret censur.

At “Don’t mention the war!”-afsnittet fjernes bekymrer mig især, eftersom det sker midt i en større kulturudrensning hvor også komedieserierne Little Britian, The League of Gentlemen, Come Fly With Me, The Mighty Boosh, Harry Enfield, Lenny Henry (og formentlig nogle flere) ryger.

Jeg kan ikke komme på, at jeg i min levetid har oplevet et voldsommere angreb på historien, populærkulturen og menigmands smag . Jeg var for lille til at forstå balladen om Katamaranen , balladen om Life of Brian og det er efterhånden 18 år siden nogle virkelighedsfjerne ideologer sagsøgte Houellebecq .

Hvem er udrenserne?«

Ekstremister.

Præcis sådan nogle som John Cleese indsigtsfuldt og morsomt fortæller om i to minutter

Censorer.

Præcis sådan nogle som John Cleese indsigtsfuldt og morsomt fortæller om i disse to minutter

Man kan så forsøge at berolige sig selv og sige, at det jo bare er mere eller mindre fjollede komedieserier, der udrenses nu. Men her må jeg trække i nødbremsen og sige Nej.

Jeg var mestendels tyst da Skipper Mix , Pippi, Tintin osv. osv. blev fjernet/censureret.

Men denne magtsyge, humørforladte fjende, skal ikke fjerne Tysker-afsnittet af Halløj på Badehotellet! Med Basils ord: “Det var sådan Nazi-Tyskland begyndte!”

Hvis al grov - nej, morsom - humor skal fjernes, hvis alle usympatiske figurer skal have skåret de værste ord fra og redigeret de værste træk væk, får vi gudsjammerligt kedeligt samfund og et ekstremt kedeligt og frygtsomt liv.

Så forsvaret for Tysker-afsnittet er hermed blevet den sag, jeg er villig til at dø for.

Hvordan vil du kæmpe for sagen?«

Tja, brokke mig på nettet. Det er så let. Men jeg kan brokke mig lidt

  • kvalificeret,
  • langtrukkent
  • fremtidssikret
  • søgemaskinevenligt
  • og undervisningsagtigt

så det rykker lidt mere for flere mennesker.

Se bare hvordan du har lært, at du selv er ⅓ så slem som Basil, at bogbrænding og historieomskrivning er noget hø, at ekstremister er farlige og at sætningen “Jeg tager anstød” ikke er et argument for noget, men en beskrivelse af følelser.

Jeg kan også, med en vis teknisk vægt, fortælle folk at de skal optage ting i tide, inden de forsvinder. Jeg har således optaget alle afsnit af Halløj på Badehotellet fra DR med min egen TV4ever mens tid var. Jeg har vistnok også alle afsnit af Little Britain. Evigt ejes kun det optagne.

Jeg kan også, på opfordring og med bund i teknisk indsigt, advare mod at man laver for mange velmente, digitale systemer til kulturel censur, ansigtsgenkendelse, afstemninger til folketingsvalg og den slags. Det går højst nogenlunde et stykke tid. Derefter kommer der uhyggelige folk ved roret og så går det virkelig galt.

Allerede i dag, kan man åbenbart ikke få lov til at sælge sin Little Britain-dvd på Amazon Marketplace . Censorerne er grundige og højteknologiske.

Er det farligt at forsvare Halløj på badehotellet til sidste blodsdråbe??«

Omkring 1% af danskerne stemmer for Stram Kurs. Resten er kloge.

Nej. I Danmark er det heldigvis stadig som at sparke en åben dør ind.

97% af 21.000 TV2-brugere synes ikke at censur eller fil-brænding er den korrekte handlemåde hvad angår Tysker-afsnittet . Og tallene er formentlig retvisende, da få ville gide anstrenge sig for at påvirke afstemningen.

Fordi danskerne i høj grad stadig er voksne mennesker, der kan skelne mellem sjov og alvor og kan se tingene i kontekst. Alle de mange kontekster.

Hvis de opvoksende generationer skal lære at se tingene i kontekst, duer det heller ikke at vi historie-"reviderer" løbende.

Og nej, det er slet slet ikke modigt at tale for et afsnit af Halløj på Badehotellet. Der gik kun én dag, så var det tilbage .

Men husk lige at censuren rykker nærmere, er lidt mere højteknologisk og som altid drevet af ekstremister.

Ekstremister der helt sikkert ikke er kloge nok til at vide hvilken type musik, litteratur, film og humor, vi bør nyde.

Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.