Jeg har kun set denne film én gang før, nemlig kort efter premieren, og jeg tænkte, at den måske var bukket under for tidens tand, men nej ─ Gérard Ourys flugtfarce ramte stadig plet og fik mig igen til at grine højt adskillige gange. 

Selv tilbage i tresserne, da krigen stadig var et åbent sår i den nationale bevidsthed, vovede Oury at gøre grin med både nazisterne og den franske modstandsbevægelse. Filmen blev en gigantsucces og betragtes stadig som et nationalklenodie, der vises på tv året rundt, ikke bare i Frankrig, men også i Belgien og andre fransktalende lande.

Et engelsk fly på vej tilbage fra et bombetogt i Tyskland ender ved en fejl over Paris, hvor det bliver skudt ned, og mandskabet må springe ud. Piloten (Terry-Thomas) og to andre englændere slipper i første omgang fra tyskerne og allierer sig med en malersvend (Bourvil) og en operadirigent (Louis de Funès), som sammen med modstandsbevægelsen prøver at smugle dem sydpå til den ubesatte zone, først med tog, dernæst til fods og med diverse transportmidler, hele tiden skarpt forfulgt af tyskerne under ledelse af major Achbach (Benno Sterzenbach).

Filmen er spængfyldt med vittige og absurde situationer, og meget af humoren drejer sig om sammenstødet mellem nationaliteter og nationale særheder. Produktionsværdien er tiptop med et væld af fine detaljer. Tit, når der lægges op til voldsom action, ender det hele i stedet i løssluppen farce. Det konstante mundhuggeri mellem makkerparret Bourvil og de Funès er forrygende god underholdning,  og de maleriske omgivelser og den generelle følelse af godmodig charme gør det umuligt ikke at kunne lide denne film, der er en fremragende modvægt til samtidens intellektuelle avantgardefilm og halvtredsernes dystre og ofte brutale skildringer af det besatte Frankrig.

Kan ikke anbefales nok.