Kontorindretning på lavbudget
Man SKAL sidde godt. Men det kan man også komme let og billigt til.
Man SKAL sidde godt. Men det kan man også komme let og billigt til.
Kontormøbler skal kunne indstilles til dig!
Ergotron giver dig på ét klik de perfekte højder på stol, bord og skærm med deres Wordkspace Planner.
Du kan trække lidt fra og lægge til alt efter hvor langbenet/kortrygget du er.
Forsøg generelt at få møbler der kan indstilles løbende i løbet af dagen. Nogle gange er det rart at vippe tilbage, andre gange frem.
Vi tager det nedefra.
Stolen«
Kontorstolen skal selvfølgelig kunne justeres i højden med et let tryk på vippekontakt. Andre vipper og bøjler skal kunne køre sædet frem og tilbage og vippe det.
Så kan man skifte stilling i løbet af dagen/ugen/året, og det er sundt for kroppen.
Jeg kan generelt godt lide at have store armlæn og korte ryglæn.
Jeg køber som regel en Håg-, Steelcase- eller Kinnarps-stol brugt, og sidder/slider den endegyldigt ihjel over ca. 5 år. For tiden er det en Håg H04 4600 (uden hovedholder) jeg slider på. 4-6.000 kroner fra ny, Findes ofte brugt til 500-1.000 kroner. Jeg fik min ekstremt billigt.
Sky billige kontorstole fra Ikea/Ilva og gamerstole som pesten. De kan generelt ikke indstilles tilstrækkeligt, og er sjældent lige så robuste som de mere velanskrevne kontorstole. Med sæder af kunstlæder (plastic) kan det også blive en saftig omgang omkring popoen. Det samme gælder sikkert dem fra Imperatorworks.
Bordet«
Igen: det kan godt være at din perfekte bordhøjde er 72 cm.
Men køb et bord hvor højden kan indstilles. Enten langsomt ved at skrue på noget mekanisk. Eller hurtigt ved at trykke på nogle knapper.
Jeg indstiller kun min bordhøjde én gang pr. årti og kan dermed klare mig med et af de billige. Men brugte hæve-sænke-borde koster småpenge uanset teknik.
Jeg har før haft borde med udskæring til topmave ("rundet indhak"), men synes at fordelen er minimal. Til gengæld er afrundede bordkanter rare.
På det seneste er jeg også begyndt at foretrække mindre borde. Mindre borde, mindre rod. Jeg synes efterhånden ikke, at bordene de skal være bredere end skærmen.
Jeg er i skrivende stund i gang med at bygge et skrivebord med en solid bordplade i kirsebærtræ og et par mindre bemærkelsesværdige ben, der kan indstilles. Egentlig skulle bordet det være med ben i fast højde. Men jeg kunne jo få andre præferencer hen ad vejen eller flytte det til et rum med endnu skævere gulve.
Skærmen«
Jeg prædiker tit 43" 4K 4:4:4 skærm til kontorbrug. En G9 er også fin.
Det er dog ikke helt let at finde ud af, hvordan man få skærmen til at vippe 10-20 grader bagover og får bragt dens øverste kant op/ned i øjenhøjde. For det er i hvert fald ikke noget, de medfølgende fødder de to skærme kan afstedkomme.
Jeg købte resolut et simpelt sskærmstativ, One for all WM 4471, til 285 kroner. Det magtede fint, med afstandsskiver og diverse indstillinger, at vippe skærmen 15 grader bagover. Men at få skærmen ned i rette niveau krævede en lille tur med boremaskinene for at bore nye huller.
"Køb en skærmarm!" siger de. "Men sørg for, at der er plads", siger folk med erfaring. Armene kræver dog store borde og/eller friplads bag bordet. Armene er dog fine i og med, at man kan indstille skærmen flere gange om dagen i stedet for flere gange pr. årti.
Hvad så med en mobil monitor-stander? Tjo, de har den fordel, at de ikke sidder fast på bordet og dermed ikke gungrer i takt til alle dagens hårde anslag. Men kønne er de ikke.
Skabt til heldagsarbejde«
Når man har den gode stol, det gode bord og noget fornuftigt udstyr, kan man så arbejde hjemmefra (næsten) hele dagen. Læs mere om det i Sådan arbejder Vertikal hjemmefra.
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
















Tilføj kommentar