Lær sprog med Duolingo

Martin Ls billede
Af Martin L den 18. november 2015 - 0:24 [1]

Med Duolingo kan du lære sprog på mobilen eller på computeren. Det er gratis og godt. Og det virker.

Duolingo logo
Duolingo kan lære dig mange sprog. Selv Klingon.

Jeg har gennem et par måneder med stor fornøjelse brugt appen og websitet Duolingo til dels at forbedre mit tyrkisk og dels at lære lidt spansk.

Min konklusion er, at det faktisk virker rigtigt godt.

Man lærer noget af det.

Man sætter nogle mål afhængig af ambitionsniveauet, og ud fra det mål skal man så lave nogle daglige øvelser af 5-10 minutters varighed.

Hvis man overholder sit mål, får man point, og for hver dag i træk med opfyldt mål har man et såkaldt "streak". Jeg er fx på en 59 dages streak.

Bevar motivationen«

Denne lille konkurrence med en selv er faktisk ret motiverende. Det kan være ønsket om at beholde min streak der gør at jeg lige får taget mig sammen til at øve. Men om man gider gå op i sin streak er helt frivilligt.

For hver øvelse er der en mulighed for at diskutere øvelsen og stille spørgsmål. Både sprogadmins og andre brugere kan svare. Man kan også rapportere hvis man mener der er fejl i øvelsen, fx at ens svar burde være accepteret.

Man optjener point ved bl.a. at lave øvelserne og nå sine mål. Disse point, lingots, kan man købe ting for. Fx kan man for 10 lingots købe sig fri for at øve en enkelt dag og alligevel beholde sin streak. Nyttigt hvis man bare ikke har tid eller orker det en dag.

Både app og website«

Med Duolingo kan du opsætte et dagligt mål.
Med Duolingo kan du opsætte et dagligt mål. Og du bliver belønnet hvis du når dit mål.

Jeg bruger som regel appen da det er mest bekvemt, men der er flere muligheder på websitet. Fx grammatisk baggrundsviden mv.

Duolingo har også dansk som læringssprog, men dansk kan ikke vælges som referencesprog til de fleste sprog. Således lærer jeg tyrkisk på engelsk, men det er helt fint for mig. Men er man ikke stiv i engelsk eller et af de andre referencesprog, er det selvfølgelig et problem.

Godt, men ikke uden svagheder«

Duolingo er ikke uden svagheder. En del af sætningerne er temmelig konstruerede, som fx "Alle ønsker at finde en lyserød ø". Nogle af disse er ret sjove, men ellers virker de bare fjollede. Der er dog også mere avancerede sætninger som "Den gamle kvinde sidder i sin stol og stirrer tomt ud ad vinduet" eller "jeg vil gerne glemme dig men jeg ønsker ikke at hade dig"

Et andet problem er at man ofte skal oversætte til engelsk mere ordret end man normalt ville. Dvs. i stedet for at vælge en sætning man ville sige i en virkelig situation, skal man holde sig ret strengt til den oprindelig ordlyd. Det kan give nogle pudsige sætninger som "This book does not end". Det er ikke noget stort problem, og som nævnt ovenover kan man foreslå alternative løsninger.

Den største svaghed er talesyntesen. I hvert fald på tyrkisk er den så dårlig at jeg ofte ikke fatter en brik selv om jeg vælger at spille sætningen i laaangsomt tempo. Jeg har derfor helt slået lytteøvelser fra i opsætningen. På spansk er den væsentligt bedre. Enkelt ord udtales nærmest sexet af "kvinden"!

Duolingo er gratis og reklamefri. Både app og website er sat enkelt og appetitligt op. Der er en del sociale muligheder, såsom at dele sine fremskridt med facebookvennerne, men det er heldigvis ganske frivilligt og man skal aktivt slå det til. Jeg bruger det ikke.

Ændrede min holdning: 
Velargumenteret: 

Kommentarer

Anonymouss billede

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.