Det forløbne år må have sløjt for dansk film, hvis dette værk er det ypperste, der blev produceret. Jeg vil ikke kalde filmen decideret dårlig, men oscarværdig er den altså ikke, om end akademiet derovre har nomineret den, og tillykke med det. Jeg vil nu næsten love at æde min gamle tyskerhjelm, hvis den vinder. Det er en udviklingshistorie, der beskriver hovedpersonen sergent Rasmussens gradvise forvandling fra frådende tyskerhader til frelsende engel som følge af en række dødsfald, da de tyske drengesoldater, han bruger til at rydde miner, en efter en sprænges i luften. Der er pæne billeder fra Jyllands vestkyst, og emnet rummer i sig selv en vis suspense, men filmens store svaghed er den manglende skildring af de tyske drenge og deres baggrund. Hvilke familier kommer de fra, hvad lavede de under krigen og så videre. De fremstår udelukkende som kanon- eller rettere mineføde, hvis eneste funktion er at drive handlingen frem. Det er et spændende kapitel i danmarkshistorien, instruktøren Martin Zandvliet har fundet her, men filmen ville have været langt mere medrivende, hvis vi havde kunnet føle og lide med staklerne. Dog skal Roland Møller roses for sin præstation som Rasmussen, der var med til at booste hans internationale karriere.