Film som denne er tung kost for undertegnede, der foretrækker seriemord, biljagter, skibskatastrofer og pludselig død. Jeg kedede mig da også grumt på midten, hvilken en generel rundbarbering vel kunne råde bod på. Jeg er i hvert fald ikke tilhænger af, at alle film behøver være helaftensfilm. 

Alt i alt må jeg dog sige, at dette bittersøde drama, der skildrer kvinder på godt og ondt ved at følge fire søstre på hjemmefronten i Vermont under Den Amerikanske Borgerkrig, er pænt vellykket. Louisa May Alcotts elskede roman har været filmatiseret utallige gange, men der er en vis konsensus blandt kritikerne om, at det her er den hidtil bedste udgave, og filmen er da også nomineret til en Oscar, hvilket i øvrigt er den eneste grund til, at jeg gad se den. 

Instruktøren er Greta Gerwig, og det er lidt underligt, at hun ikke også er nomineret, for værkets succes er jo hendes fortjeneste. Jeg kan ikke sammenligne den med andre versioner, men har læst, at hendes uvane med at hoppe frem og tilbage i tiden ikke er hentet fra bogen, men synes at være en af tidens svøber, som man også ser i eksempelvis True Detective, og det irriterer mig grusomt og trækker ned i karakterbogen. Jeg har det også lidt problematisk med den androgyne Timothée Chalamet, ikke fordi han er en dårlig skuespiller, men fordi det i mine øjne virker usandsynligt, at andre end bøsser kunne blive forelsket i ham, men hvad ved bønder om agurkesalat? Her er hele to af søstrene i al fald totalt forgabt i fyren, men det undrer mig ikke spor, at en af dem ender i favnen på et mindre tuberkuløst udseende stykke mandfolk. Måske er denne kontrast valgt med vilje, og Timmy er jo oppe i tiden. Det bliver interessant at se, om han overhovedet fungerer som Paul Muad'Dib i Denis Villeneuves kommende udgave af "Dune", men jeg har på den anden side stor tiltro til Villeneuve, der aldrig har lavet en dårlig film.

For at vende tilbage til pigebørnene, så er ensemblet upåklageligt (Emma Watson, Florence Pugh og Saoirse Ronan tilsat en knivspids Laura Dern, Chris Cooper og Meryl Streep), billedsiden ren vaniljecreme og scenografien, kostumerne og hele tidsbilledet larger than life, som det sig hør og bør i en rigtig hollywoodfilm. Jeg er sikker på, at den nok skal gå rent ind hos tøserne.

Anmeldelse: Dune

4 ud af 5 ørkenplaneter. Første del af Denis Villeneuves storværk er en fantastisk oplevelse for alle sanser, men det er svært at tage stilling til en film, der bruger 2½ time på at bygge op til et klimaks, der aldrig kommer. Det sker først i...