Eric (miniserie) (2024)

Det pæneste, jeg kan sige om Netflix' mini-krimidrama 'Eric', er, at den er temmelig original. 

I en del af 1980'ernes New York, som er ved at bryde sammen under vægten af stigende kriminalitet, politikorruption, aids-epidemi, hjemløshed og racisme, forsvinder en niårig dreng, Edgar, på vej til skole. Hans forældre, Vincent (Benedict Cumberbatch) og Cassie (Gaby Hoffman), er i de sene stadier af et forlist ægteskab, og Edgar (Ivan Howe) er fanget i krydsilden. 

Som om det ikke er trøstesløst nok, bliver et hav af andre über-socialrealistiske (og overflødige) sidehistorier ved med at skyde op som paddehatte. Den kriminalbetjent, som efterforsker drengens forsvinden, har en bøsseven, der er ved at dø af aids. En mor, der har mistet sin søn under lignende omstændigheder 11 måneder tidligere, bliver ved med at rende betjenten på dørene, viceværten i drengens hus har tidligere været anholdt for pædofili, og så videre og så videre. Det hjælper bestemt heller ikke på stemningen, at Cumberbatchs Vincent er så hamrende usympatisk, at det virkelig er et problem at føle empati for hans situation. Han er en nervesvækket, drikfældig, opfarende og helt igennem ubehagelig mand, som er dukkefører og skaber af et »Sesame Street«-agtigt børne-tv-show kaldet »Good Day Sunshine«, men det er svært at tro, at manden nogensinde har haft en god dag eller nydt solen, og man får da også hen ad vejen at vide, at han har haft en ulykkelig barndom hos rige og ukærlige forældre, og forstår, at han formentlig har skabt sin glade fantasiverden for at fylde et gabende hul i sit hjerte. 

Edgar, der tydeligvis er bange for sin ustabile far, har fået en idé til en ny monsterdukke, Eric, som Vincent surt afviser, men da drengen er forsvundet, beslutter Vincent at lave dukken i håb om at få drengen tilbage ved hjælp af den. Samtidig dukker en imaginær version af Eric op og følger Vincent overalt for skiftevis at opmuntre ham og skælde ham ud. 

Lyder det deprimerende? Det er det så sandelig også. Serien er en alt for lang rodebutik, der af en eller anden grund føler sig kaldet til at svælge i social elendighed. Jeg giver den modstræbende 3 stjerner, fordi alle trods alt spiller rigtig godt.