Som teenager opdagede jeg ved et tilfælde, at "Rædselsrejsen", som gik i Platan Bio, var identisk med "The Time Machine", og jeg sprang straks op på cyklen. Jeg havde læst H.G. Wells' roman som Illustreret Klassiker og bagefter selve bogen, og jeg var dybt fascineret over ideen om at kunne rejse i tiden. Min storebror havde set filmen i USA, og jeg var dybt misundelig. Men så fik jeg da omsider oplevet den herhjemme engang i starten af tresserne.

Filmen følger Wells' historie ret nøje, og det er nok det bedste, man kan sige om den, for produktionsværdien er uhyggelig lav efter vor tids normer ─ sine steder endda totalt latterlig med hårrejsende scenografi, elendige effekter og uhyrer, der giver Muppet Show kamp til stregen. På det punkt er den seneste filmatisering (fra 2002) langt flottere, men 1960-udgaven er stadig en fascinerende historie, og Rod Taylor er glimrende som den victorianske tidsrejsende, der havner 800.000 år ude i fremtiden, hvor menneskeheden har delt sig i to racer: De livsnydende elois, der holdes som kvæg af de kannibalistiske morlocks. Den tidsrejsende forelsker sig i eloi-pigen Weena (Yvette Mimieux), men må flygte tilbage til sin egen tid uden at få hende med. Filmen ender med, at han tager af sted igen.

Med undtagelse af scenerne fra år 1900 er det her en grum øjebæ, som nok kun kan fornøje børn og barnlige sjæle. Selv om den stod højt på min hitliste engang, kan jeg ikke give den mere end et tretal i dag.

Anmeldelse: The Time Machine

2½ ud af 5 victorianske tidsrejsende. New York i 1899. Videnskabsmanden Alexander Hartdegen (Guy Pearce) frier til sin kæreste Emma, men hun bliver dræbt under et røveri. Fire år senere bygger han en tidsmaskine og forsøger at rejse tilbage for at redde...