New York i 1899. Videnskabsmanden Alexander Hartdegen (Guy Pearce) frier til sin kæreste Emma, men hun bliver dræbt under et røveri. Fire år senere bygger han en tidsmaskine og forsøger at rejse tilbage for at redde Emma, der denne gang bliver dræbt på en anden måde. Han konkluderer, at han ikke kan ændre fortiden, og derfor rejser han frem i tiden til 2030 for at finde ud af, om man dér kan hjælpe ham med at finde en måde at ændre fortiden på, men ingen kan hjælpe ham, og han springer yderligere syv år frem i tiden og finder verden i sammenbrud og kaos, efter at Månen er blevet tilintetgjort. Da han forsøger at slippe væk i sin tidsmaskine, slår en eksplosion ham bevidstløs. Maskinen fortsætter med at køre indtil år 802.701, hvor han genvinder bevidstheden.

Filmen fungerer godt i et stykke tid, men den fremtidige verden med menneskeheden opdelt i livsnydende elois og kannibalistiske morlocks er noget af en skuffelse, der minder mere om 'Abernes planet' end den film fra 1960 ⟲, som man har forsøgt at genindspille med H.G. Wells' oldebarn Simon i instruktørstolen. Man har oven i købet blandet 'Lord of The Rings' ind i billedet med en totalt malplaceret, elverhåret, tankelæsende morlock-troldmand spillet af Jeremy Irons, før det hele ender i en åndssvag, uoverbevisende actionslutning.

Det pæneste, jeg kan sige om dette dramaturgiske makværk er, at filmen hele vejen er en fryd for øjet med fantastiske kulisser og effekter. Hvis man bare havde holdt sig til historien fra bogen og den originale film (der desværre manglede de tekniske godter), kunne dette have været et mesterværk.

Anmeldelse: Rædselsrejsen

3 ud af 5 problematiske tidsrejser. Som teenager opdagede jeg ved et tilfælde, at "Rædselsrejsen", som gik i Platan Bio, var identisk med "The Time Machine", og jeg sprang straks op på cyklen. Jeg havde læst H.G. Wells' roman som Illustreret Klassiker og...