L for lejemorder (1965)

Den britiske sikkerhedstjeneste er frustreret og flov over, at der er en række spioner i dens midte. Det er på tide, de bliver likvideret, så efterretningschefen (Wilfrid Hyde-White) giver oberst Mostyn (Trevor Howard) ordre til at finde en god 'likvidator' (Og nej, det er ikke et tilfælde, at Mostyn begynder med M).

Mostyn kommer i tanke om en soldat, Boysie Oakes (Rod Taylor) der reddede ham i Paris under krigen, og indkalder ham. For at gøre swingeren Boysie interesseret i jobbet fortæller han ham ikke, hvad hovedopgaven er, men lokker ham med en lækker lejlighed, smukke kvinder og en flot bil, og først efter at Boysie har skrevet under på kontrakten, lader Mostyn bomben falde.

Hvad Boysie til gengæld aldrig har fortalt Mostyn, er, at det var rent held, at han kunne ramme rigtigt dengang i Paris, for han bryder sig ikke om at slå ihjel, og han lider af flyskræk og er på ingen måder egnet til opgaven som international snigmorder. 

Alligevel forsøger han, men kan slet ikke gennemføre den første opgave, så han hyrer i smug en professionel lejemorder (Eric Sykes) til at tage sig af likvideringerne og kaster sig i stedet over frynsegoderne, heriblandt Mostyns sekretær, Iris Macintosh (Med M som i Moneypenny), spillet af den toplækre Jill St. John, som seks år efter selv blev Bond-babe numero uno i 'Diamonds are Forever'.

I skurkeroller ses en vildt overspillende Akim Tamiroff, John Le Mesurier og David Tomlinson, der viste helt andre sider af sit talent i 'Mary Poppins' fra året før.

Et okay lystspil med sjove indfald, flere babes end i nogen Bond-film og en fed titelsang af Lalo Schifrin fremført af Shirley Bassey à la 'Goldfinger'.