Otto Premingers 'Angel Face' omtales ofte som noir, men det er en betegnelse, filmen ikke rigtig fortjener – og da slet ikke visuelt. Efter 'Citizen Kane' og 'The Third Man' burde genrens billedsprog være veldefineret: kontraster, skygger, forvrængede perspektiver og et kamera, der aktivt former fortællingen. Her er billedsiden flad, neutral og overraskende uambitiøs. Kameraet registrerer, men fortolker ikke. Det alene diskvalificerer filmen som klassisk noir på visuelt plan.

Den unge engelske kvinde Diane (Jean Simmons) bor i USA med sin far og stedmor, som hun åbenlyst foragter. Efter et mislykket forsøg på at dræbe stedmoderen møder hun ambulanceredderen Frank (Robert Mitchum), som hun indleder et forhold til, selv om han allerede har en kæreste. Da stedmoderen senere omkommer i et voldsomt biluheld, hvor også faderen dør, rettes mistanken mod både Diane og Frank, og sagen ender i retten.

Historien lider desværre under et svagt manuskript. Motiverne til Dianes plan om at myrde stedmoderen er uklare, psykologien underudviklet, og filmen giver aldrig personerne den indre logik, som kunne retfærdiggøre handlingens ekstreme konsekvenser. Det hele bevæger sig fremad af nødvendighed snarere end logik.

Robert Mitchum er fysisk oplagt som noir-figur, men hans Frank er usædvanligt passiv. Han kan til nød kaldes en antihelt: moralsk slap, opportunistisk og selvbevidst – men uden egentlig skyld. Den klassiske noir-mand er medskyldig i sin egen undergang; Mitchums figur er snarere en tilskuer, der kommer for tæt på ilden. Det gør ham interessant i teorien, men dramatisk svag i praksis.

Filmen mangler også den etablerende fortællerstemme, der ofte giver noir sin fatalistiske ramme og subjektive tyngde. Fraværet er ikke et bevidst brud, men et tomrum: vi får hverken indre perspektiv eller moralsk kompas.

Sammenlignet med Premingers klart stærkere film som 'Laura' og 'Anatomy of a Murder' fremstår 'Angel Face' som et mindre vellykket mellemspil. Den vil noget andet end genrens normer, men uden at erstatte dem med noget tilsvarende stærkt.

Resultatet er en film, der ofte overvurderes: hverken visuelt markant, dramatisk skarp eller tematisk dyb nok til at bære sit ry. En afvigelse, ja. En fornyelse, nej.

Anmeldelse: Laura

3 ud af 5 inciterende melodier. I denne, en af 1940'ernes mest berømte noir-film (som ikke er en rigtig noir-film) efterforsker Manhattan-politimanden Mark McPherson (Dana Andrews) mordet på reklamechefen Laura Hunt (Gene Tierney) i hendes fashionable...