Krimilystspil, der vender tressernes bekymring for ungdomskriminalitet på hovedet og erstatter den med noget langt farligere: pensionister med tid, opfindsomhed og støvsugere med variabel sugeevne.

Fire seniorer – anført af den pæne, uangribelige doktor Bach (Henrik Bentzon) – har fundet en metode, ingen mistænker: tyveri via støvsuger. Sedler, diamanter og andet løsøre forsvinder lydløst, mens omverdenen kigger den anden vej. Dog begynder Bachs barnebarn Lise at ane uråd. Et større kup udløser anholdelser, men beviserne forsvinder, og de gamle løslades. Bach tænker større: stærkere sugeevne, vildere planer – og et opgør med en rivaliserende bande, ledet af den farlige Augustin (Johannes Meyer), der lige har fået en ny springkniv.

Idéen er filmens trumfkort: at udskifte tidens moralske panik over unge lovbrydere med systematisk alderdomskriminalitet er ikke bare morsomt, men præcist observeret. Satiren, der er tydeligt rettet mod amerikanske film som 'West Side Story' (sammenlign plakaterne!) rammer velfærdsstatens blinde plet – respektabilitet som camouflage – og gør det med en ro, der forstærker pointen.

Samarbejdet mellem Leif Panduro og Bent Christensen var frugtbart i en gold tid (og resulterede også i 'Harry og kammertjeneren', 'Naboerne' og flere andre film og tv-serier). Panduros dialog er knivskarp uden at blive anstrengt; lunen er underfundig, ikke selvtilfreds. Christensen (der senere mistede grebet) iscenesætter her med sikker hånd og får detaljerne frem uden at mase dem. Resultatet er en sjælden dobbelthed: lystspil med bid.

Skuespillet er konsekvent underspillet og præcist. Henrik Bentzon og Clara Pontoppidan (som søsteren Camilla) udnytter netop det, politiet overser: at pænhed er en maske. Hans W. Petersen er ubetalelig i birollen som Augustins lakaj og fortjener fuldt ud sin Bodil. Ingen falder i karikaturfælden.

Visuelt er filmen sort-hvid, men bestemt kulørt i tanken: opfindsom, klar i kontrasterne og fri for tidens lystspilsklicheer. Bent Fabricius-Bjerre leverer en kæk, præcis musik (spillet af Jørgen Ingmann) der holder tempoet let uden at skubbe.

'Støvsugerbanden' er uomtvisteligt bedaget i tempo og form, men det klæder materialet. Pointen står skarpere, netop fordi den leveres med ro. Filmen er fremragende dansk underholdning og en dansk milepæl i krimikomedie-genren.

Den får ikke helt fuld plade, fordi tidens tand kan mærkes. Men idéen er genial, udførelsen sikker, og satiren holder.

Anmeldelse: West Side Story

5 ud af 5 puertoricanske indvandrere. Bernsteins musik, Sondheims lyrik, Robbins' koreografi, Wises sikre instruktion .., hvem kan forlange mere?  Filmen snuppede fuldt fortjent 10 Oscars. Hvis du endnu ikke har set den, har du et gabende hul i din opdragelse. I...