'Hamnet' følger William Shakespeare og Agnes fra deres første møde og spirende forelskelse til familielivets etablering og senere sammenbrud. Filmen begynder ikke i sorgen, men i tilblivelsen: mødet mellem den ordsøgende, ambitiøse William og den jordbundne, intuitive Agnes, hvis forhold til naturen og omgivelserne fremstilles som både konkret og næsten instinktivt. Deres kærlighed vokser i modstand – mod familier, mod forventninger – og munder ud i et ægteskab præget af gensidig tiltrækning og forskellighed.

Sønnen Hamnet er ligesom forældreparret en historisk skikkelse, men man ved meget lidt om de aktuelle detaljer, så handlingsforløbet er stort set ren fiktion. Filmen skildrer familiens liv med de tre børn som et samlet, men skrøbeligt hele. Agnes fremstilles som en nærværende og ressourcestærk mor, William som en kærlig, men rastløs far, hvis arbejde gradvist trækker ham væk fra hjemmet og mod London. Disse passager er rolige, lyse og sanselige og giver plads til hverdagsintimitet og fællesskab. Netop derfor fungerer de som filmens smukkeste og mest nødvendige scener: de etablerer det, der senere går tabt, og giver sorgen dens vægt.

Sønnens død indtræffer uden dramatisk iscenesættelse, men dens konsekvenser breder sig langsomt og ubønhørligt. Filmen skildrer tiden efter, ikke som et klart før-og-efter, men som en gradvis forskydning af alt det, der før hang sammen. Livet giver ingen pause: Agnes må tage sig af de øvrige børn, William må fortsætte sit arbejde og sine rejser. Sorgen bliver ikke et fælles rum, men en splittelse. Agnes bærer den åbent og kropsligt; William fortrænger den og omsætter den til fravær og arbejde. Det er ikke åben konflikt, men forskellen i rytme og bearbejdning, der langsomt tærer på forholdet og ændrer deres fælles liv indefra.

Filmen er bevidst langsom, og den insisterer på stilhed, pauser og gentagelser. Det kan føles tungt, men tempoet er også en del af dens pointe. Sorgen vises ikke som noget, der kan forløses eller overvindes, men som noget, der ætser sig ind og bliver. Her er ingen romantisering, ingen trøstende dramaturgi. Det er konsekvent – og til tider meget virkningsfuldt – men også krævende.

Det problematiske opstår i filmens implicitte påstand om mening. Den påståede forbindelse mellem Hamnets død og Shakespeares senere tragedier, især 'Hamlet', fungerer emotionelt, men ikke logisk. Filmen antyder, at kunsten kan rumme det, livet ikke kan, men den demonstrerer det aldrig overbevisende. For Agnes bliver erkendelsen mere en omdøbning af sorgen end en egentlig bearbejdning. Det er en smuk idé, men den hviler på en poetisk antagelse snarere end på dramatisk nødvendighed.

Skuespillet bærer filmen langt. Jessie Buckley er fremragende som Agnes. Hun spiller sorgen som en tilstand snarere end som et udtryk – kropsligt, vedvarende, uden store følelsesudbrud. Det er en præstation med tyngde og præcision. Paul Mescal er mere tilbagetrukket, men tilsvarende præcis. Hans William er ikke følelseskold, men utilstrækkelig, ude af stand til at være til stede. Det er en mindre taknemmelig rolle, men spillet med disciplin og tilbageholdenhed.

Visuelt er filmen gennemført. Scenografi og cinematografi arbejder konsekvent med kontraster: det åbne, næsten mytiske landskab omkring Agnes over for Londons tætte, støjende rum. Perioden føles anvendt, ikke udstillet. Kameraet dvæler, men uden at miste fokus, og billederne understøtter filmens langsomme, eftertænksomme rytme.

Hamnet er en alvorlig, smuk og følelsesmæssigt tung film, der bliver hængende efter rulleteksterne. Den er stærkere i sin sanselighed end i sin forklaring, og dens centrale idé holder bedre poetisk end analytisk. Det gør den ikke nødvendigvis svag, men forhindrer den i at blive overbevisende. En solid og ambitiøs film, som fortjener ros – men også vækker forbehold.